Gudhjælpemig
2.0
Det gør mig meget ondt at kalde Terrence Malicks seneste film for et endegyldigt fald fra tinderne. Men det kan ikke være anderledes.
"A Hidden Life" er en bjergtagende film. I 20 minutter. Åbningsbillederne fra den himmelske by i de østrigske alper er så brede og omfavnende, at man mistænker fotograf Jörg Widmer for at have opfundet et nyt slags kamera til lejligheden. Der er et helt specielt sug i dybden og farverne, mens en utrolig følelse af at befinde sig i øjenhøjde med skyerne melder sig:
Er det dét her, som utilpassede teenagere, rædselsslagne soldater, vindblæste opdagelsesrejsende og rundtossede hedonister har jagtet gennem hele Malicks karriere? Er vi… fremme?
På en måde ja. Man forstår i hvert fald helt og holdent, hvorfor ’A Hidden Life’ oprindeligt bar titlen ’Radegund’, som er navnet på byen, filmen udspiller sig i. Her har Terrence Malick virkelig skudt papegøjen. Desværre har han også brugt al sit krudt på det.
For mens August Diehl og Valerie Pachner svæver rundt i en smuk symbiose og gnider hænder, pander og næser mod hinanden, bliver de aldrig flerdimensionelle eller psykologisk interessante karakterer. Franz Jägerstätter får den ene håndsrækning efter den anden, men nægter kategorisk at underkaste sig nazismen, selv når den fremlægges som en formalitet. Imens vrider hans kone sig i både smerte og forknyt accept. Er Jägerstätters sind i virkeligheden forgiftet af al den snak om martyrdom og kristent tunnelsyn, som ytres og fornemmes overalt i filmen? Den tanke pressede sig mere og mere på hos mig, måske fordi jeg følte mig magtesløst placeret midt i en film, hvor kontrasterne mellem godt og ondt, ophøjet og fornedret virkede naive, ja næsten fordummende simple.
Der er to-tre steder, hvor Malicks poetiske saftser formår at sive ud imellem sprækkerne af hans massive, flittigt ornamenterede katedral. Et af de steder involverer Bruno Ganz, der bogstavelig talt indtager filmens mest interessante position. Ganz har desuden et ansigt, som kan klare og nærmest fortjener at blive filmet så tæt på, som det bliver. Ellers må jeg blankt erkende, at Jörg Widmers konsekvente lyst til at filme sine karakterer HELT oppe i ansigtet, ja nærmest helt oppe i næsen, virkede decideret irriterende efter halvanden time, og der er vi kun halvvejs. Stilen fortsættes, mens de fortærskede Malick-mønstre – steadicam-ture op af trapper og karakterenes endeløse spejden mod himlen – gentages ind i det pinlige. Og så er der gudhjælpemig en bøddel med en bowlerhat, hvis guillotine-showroom også skal vises frem.
Jeg var ved at flå polstringen af armlænet, mens grandiose billeder af bjergsider, trætoppe og vandfald rundede ’A Hidden Life’ af. Det må sige det hele. Vi er fremme, men ved en ærgerlig endestation. Min tro på Terrence Malicks fortsatte berettigelse i filmverdenen er slidt ned. Det her er hans dårligste film sammen med ’Knight of Cups’.
"A Hidden Life" er en bjergtagende film. I 20 minutter. Åbningsbillederne fra den himmelske by i de østrigske alper er så brede og omfavnende, at man mistænker fotograf Jörg Widmer for at have opfundet et nyt slags kamera til lejligheden. Der er et helt specielt sug i dybden og farverne, mens en utrolig følelse af at befinde sig i øjenhøjde med skyerne melder sig:
Er det dét her, som utilpassede teenagere, rædselsslagne soldater, vindblæste opdagelsesrejsende og rundtossede hedonister har jagtet gennem hele Malicks karriere? Er vi… fremme?
På en måde ja. Man forstår i hvert fald helt og holdent, hvorfor ’A Hidden Life’ oprindeligt bar titlen ’Radegund’, som er navnet på byen, filmen udspiller sig i. Her har Terrence Malick virkelig skudt papegøjen. Desværre har han også brugt al sit krudt på det.
For mens August Diehl og Valerie Pachner svæver rundt i en smuk symbiose og gnider hænder, pander og næser mod hinanden, bliver de aldrig flerdimensionelle eller psykologisk interessante karakterer. Franz Jägerstätter får den ene håndsrækning efter den anden, men nægter kategorisk at underkaste sig nazismen, selv når den fremlægges som en formalitet. Imens vrider hans kone sig i både smerte og forknyt accept. Er Jägerstätters sind i virkeligheden forgiftet af al den snak om martyrdom og kristent tunnelsyn, som ytres og fornemmes overalt i filmen? Den tanke pressede sig mere og mere på hos mig, måske fordi jeg følte mig magtesløst placeret midt i en film, hvor kontrasterne mellem godt og ondt, ophøjet og fornedret virkede naive, ja næsten fordummende simple.
Der er to-tre steder, hvor Malicks poetiske saftser formår at sive ud imellem sprækkerne af hans massive, flittigt ornamenterede katedral. Et af de steder involverer Bruno Ganz, der bogstavelig talt indtager filmens mest interessante position. Ganz har desuden et ansigt, som kan klare og nærmest fortjener at blive filmet så tæt på, som det bliver. Ellers må jeg blankt erkende, at Jörg Widmers konsekvente lyst til at filme sine karakterer HELT oppe i ansigtet, ja nærmest helt oppe i næsen, virkede decideret irriterende efter halvanden time, og der er vi kun halvvejs. Stilen fortsættes, mens de fortærskede Malick-mønstre – steadicam-ture op af trapper og karakterenes endeløse spejden mod himlen – gentages ind i det pinlige. Og så er der gudhjælpemig en bøddel med en bowlerhat, hvis guillotine-showroom også skal vises frem.
Jeg var ved at flå polstringen af armlænet, mens grandiose billeder af bjergsider, trætoppe og vandfald rundede ’A Hidden Life’ af. Det må sige det hele. Vi er fremme, men ved en ærgerlig endestation. Min tro på Terrence Malicks fortsatte berettigelse i filmverdenen er slidt ned. Det her er hans dårligste film sammen med ’Knight of Cups’.
23/02-2020
