Dummynator
3.0
Jeg havde på forhånd ikke store forventninger til endnu en film i Terminator universet og har egentlig aldrig haft det.
Konceptet det er bygget på, er nemlig så smalt, at jeg ikke mener man kan bygge mere på, uden at det hurtigt kan komme til at virke overlæsset, fortænkt og måske direkte dumt.
Enten det, eller så bliver det jo så bare endnu en gentagelse af den første (og bedste) Terminator film, som allerede blev lidt genbrugt i ”Terminator 2”, der dog var så vellykket, at den kunne leve op til den første.
Men det blev slået stort op at seriens skaber, James Cameron atter var med ombord, nu blot som producerer, men alligevel. Ind som instruktør hev man så Tim Miller, der havde haft succes med den mere anarkistiske superheltefilm, ”Deadpool”.
Denne gang skulle det lykkes, vi skulle glemme alt om de svage forsættelser og se denne som en direkte efterfølger til netop ”T2”, nu fik vi den ægte vare. Jeg var stadig ikke overbevist.
Jeg var dog den første halve time ved at blive det, hvor jeg troede at min skepsis ville blive gjort til skamme. Jo, der var genbrug og ting der stak i øjnene, af ideer man gerne havde været foruden.
Men det var som at man havde gjort det så godt man kunne ønske og tænkt sig så grundigt om, så man ikke fik ødelagt for meget fra de tidligere film (selvfølgelig havde Skynet da sendt mere end en Terminator tilbage i tiden).
Samtidig ramte den bare lidt af den skræmmende horror stemning, som de to første film bød. Men herefter gik det så desværre også voldsomt ned ad bakke i ulogiske forklaringer, tåbelige påfund og et cinematisk univers der endnu engang skulle udpines.
Helt slemt blev det så da gode gamle Arnold Schwarzenegger kommer på banen, atter i sin engang ikoniske rolle som dræberrobot.
Her har denne ellers kyniske maskine udviklet empati, er blevet gardinsælger (wtf?) og mener sig selv morsom. Jeg har altid haft et soft spot for Arnold og han oser også af karisma og gør det han gør godt. Han ér underholdende. Men hvor er det unødigt at have ham med og endnu værre at gøre ham, ja netop hyggelig og sjov. Det tager totalt alvoren ud af universet.
Kommer man efter en teknisk fin film, der byder på flere gode actionscener, så leverer den såmænd varen ganske solidt. Men resten halter så meget, at man skal slå hjernen ualmindeligt meget fra eller være ret tolerant for at sluge dette ukritisk.
Efterhånden stikker det så også i øjnene hvor ineffektive disse ellers effektive ”dræbermaskiner fra fremtiden” de rent faktisk er. De lykkes jo aldrig med deres missioner, hvor de trods deres status som tæt på uovervindelige gang på gang taber, tager stupide beslutninger og ellers bare handler dumt.
Men sine steder solidt underholdende og havde den beholdt momentum fra indledningen, havde den givet raget op over det middelmådige. Det havde både Linda Hamilton og Mackenzie Davis også fortjent. De gør begge et godt stykke arbejde.
Konceptet det er bygget på, er nemlig så smalt, at jeg ikke mener man kan bygge mere på, uden at det hurtigt kan komme til at virke overlæsset, fortænkt og måske direkte dumt.
Enten det, eller så bliver det jo så bare endnu en gentagelse af den første (og bedste) Terminator film, som allerede blev lidt genbrugt i ”Terminator 2”, der dog var så vellykket, at den kunne leve op til den første.
Men det blev slået stort op at seriens skaber, James Cameron atter var med ombord, nu blot som producerer, men alligevel. Ind som instruktør hev man så Tim Miller, der havde haft succes med den mere anarkistiske superheltefilm, ”Deadpool”.
Denne gang skulle det lykkes, vi skulle glemme alt om de svage forsættelser og se denne som en direkte efterfølger til netop ”T2”, nu fik vi den ægte vare. Jeg var stadig ikke overbevist.
Jeg var dog den første halve time ved at blive det, hvor jeg troede at min skepsis ville blive gjort til skamme. Jo, der var genbrug og ting der stak i øjnene, af ideer man gerne havde været foruden.
Men det var som at man havde gjort det så godt man kunne ønske og tænkt sig så grundigt om, så man ikke fik ødelagt for meget fra de tidligere film (selvfølgelig havde Skynet da sendt mere end en Terminator tilbage i tiden).
Samtidig ramte den bare lidt af den skræmmende horror stemning, som de to første film bød. Men herefter gik det så desværre også voldsomt ned ad bakke i ulogiske forklaringer, tåbelige påfund og et cinematisk univers der endnu engang skulle udpines.
Helt slemt blev det så da gode gamle Arnold Schwarzenegger kommer på banen, atter i sin engang ikoniske rolle som dræberrobot.
Her har denne ellers kyniske maskine udviklet empati, er blevet gardinsælger (wtf?) og mener sig selv morsom. Jeg har altid haft et soft spot for Arnold og han oser også af karisma og gør det han gør godt. Han ér underholdende. Men hvor er det unødigt at have ham med og endnu værre at gøre ham, ja netop hyggelig og sjov. Det tager totalt alvoren ud af universet.
Kommer man efter en teknisk fin film, der byder på flere gode actionscener, så leverer den såmænd varen ganske solidt. Men resten halter så meget, at man skal slå hjernen ualmindeligt meget fra eller være ret tolerant for at sluge dette ukritisk.
Efterhånden stikker det så også i øjnene hvor ineffektive disse ellers effektive ”dræbermaskiner fra fremtiden” de rent faktisk er. De lykkes jo aldrig med deres missioner, hvor de trods deres status som tæt på uovervindelige gang på gang taber, tager stupide beslutninger og ellers bare handler dumt.
Men sine steder solidt underholdende og havde den beholdt momentum fra indledningen, havde den givet raget op over det middelmådige. Det havde både Linda Hamilton og Mackenzie Davis også fortjent. De gør begge et godt stykke arbejde.
25/02-2020
