Euforisk forvirring
6.0
Meget er for længst blevet sagt og skrevet om Oliver Stones gennempolitiske storfilm, der vandt to Oscars for Bedste Fotografering og Bedste Klipning, og som fortjente dem begge – og flere til.
Internettet fortæller mig (igen), at “JFK” er et sammenkog af fakta og fiktion. Jeg evner ikke at adskille det ene fra det andet og har aldrig gjort det. Som barn fik jeg pulsen op af at se Kevin Costner navigere i de mange navne og løgne, mens jeg selv forsøgte at finde hoved og hale i den aggressive billedstorm af kornet arkivmateriale, dynamisk farvede filmscener og alt det indimellem. “Pulsen op” kunne ikke gøre det i går aftes, da jeg genså "JFK". Der havde jeg det decideret vildt.
Fra et filmisk perspektiv er “JFK” et vulkanudbrud af snilde, tæt og kraft. Castet er perfekt. Kevin Costner stjæler showet som retfærdighedens hvide rytter og presset far/ægtemand i en rolle, mange ville dø for. Selv forlader man filmen med troen på, at Costner kunne dø som en tilfreds mand efter denne kraftudladning. Det samme gælder Oliver Stone.
Han har lavet “JFK”, som var der ingen i morgen. Som om alt gælder det her ene øjeblik, eller rettere de 3 timer og 25 minutter(!) filmen varer. Det er lang tid, men Stone holder godt fast og udfolder sit krøllede plot i et ligedele rasende og elegant tempo, der pludselig smider et hjerteknusende ægteskabsskænderi ind imellem de måbende afsløringer – og er videre med en resolut forceringen. Jeg ved ikke, om prominente, aktive filminstruktører beundrer “JFK” for dens virtuose, nærmest arrogant overlegne omgang med klipningens, pacingens og replikskiftets kunst, men det er der virkelig al god grund til.
Flere massive montager strækker sig over 10-15 minutter, deriblandt optrevlingen af Lee Harvey Oswalds fortid (mesterligt sammenklippet med fabrikeringen af et ikonisk portrætfoto) og den store, knopskydende tidslinje, der forsøger at redegøre for attentatets faktiske forløb. Allerstærkest står måske Donald Sutherlands ikoniske scene foran Washington-monumentet komplet med hat og paranoide kig over skulderen og tæer der dyppes i konspirationernes bundløse hav. Imens giver John Williams creepy konspirationsmusik alt, hvad den kan trække, og indkapsler Stones opus som det måske ypperste af alle genrens værker.
Man kan skrive meget mere om Robert Richardsons overvældende billeder, om Stones sublime overblik i scener med fire-fem diskuterende parter, om den afsluttende retssalscene, der blæser alle andre retssalscener tilbage til stenalderen. Man kan også indvende, at Stones hånd til tider trykker lige lovlig hårdt på værket, og at dens egne politiske motiver indimellem skygger for en mindst lige så isnende faktuel sandhed. Personligt vakler jeg mellem 5 og 6 stjerner, men overgiver mig. “JFK” er svulstig og sublim filmkunst fra absolut øverste hylde.
Internettet fortæller mig (igen), at “JFK” er et sammenkog af fakta og fiktion. Jeg evner ikke at adskille det ene fra det andet og har aldrig gjort det. Som barn fik jeg pulsen op af at se Kevin Costner navigere i de mange navne og løgne, mens jeg selv forsøgte at finde hoved og hale i den aggressive billedstorm af kornet arkivmateriale, dynamisk farvede filmscener og alt det indimellem. “Pulsen op” kunne ikke gøre det i går aftes, da jeg genså "JFK". Der havde jeg det decideret vildt.
Fra et filmisk perspektiv er “JFK” et vulkanudbrud af snilde, tæt og kraft. Castet er perfekt. Kevin Costner stjæler showet som retfærdighedens hvide rytter og presset far/ægtemand i en rolle, mange ville dø for. Selv forlader man filmen med troen på, at Costner kunne dø som en tilfreds mand efter denne kraftudladning. Det samme gælder Oliver Stone.
Han har lavet “JFK”, som var der ingen i morgen. Som om alt gælder det her ene øjeblik, eller rettere de 3 timer og 25 minutter(!) filmen varer. Det er lang tid, men Stone holder godt fast og udfolder sit krøllede plot i et ligedele rasende og elegant tempo, der pludselig smider et hjerteknusende ægteskabsskænderi ind imellem de måbende afsløringer – og er videre med en resolut forceringen. Jeg ved ikke, om prominente, aktive filminstruktører beundrer “JFK” for dens virtuose, nærmest arrogant overlegne omgang med klipningens, pacingens og replikskiftets kunst, men det er der virkelig al god grund til.
Flere massive montager strækker sig over 10-15 minutter, deriblandt optrevlingen af Lee Harvey Oswalds fortid (mesterligt sammenklippet med fabrikeringen af et ikonisk portrætfoto) og den store, knopskydende tidslinje, der forsøger at redegøre for attentatets faktiske forløb. Allerstærkest står måske Donald Sutherlands ikoniske scene foran Washington-monumentet komplet med hat og paranoide kig over skulderen og tæer der dyppes i konspirationernes bundløse hav. Imens giver John Williams creepy konspirationsmusik alt, hvad den kan trække, og indkapsler Stones opus som det måske ypperste af alle genrens værker.
Man kan skrive meget mere om Robert Richardsons overvældende billeder, om Stones sublime overblik i scener med fire-fem diskuterende parter, om den afsluttende retssalscene, der blæser alle andre retssalscener tilbage til stenalderen. Man kan også indvende, at Stones hånd til tider trykker lige lovlig hårdt på værket, og at dens egne politiske motiver indimellem skygger for en mindst lige så isnende faktuel sandhed. Personligt vakler jeg mellem 5 og 6 stjerner, men overgiver mig. “JFK” er svulstig og sublim filmkunst fra absolut øverste hylde.
18/03-2020
