GULDFEBER
6.0
Brødrene Sisters (Phoenix og C. Reilly) ernærer sig som lejemordere i 1850’ernes USA. Jagten på en visionær kemiker med en banebrydende opfindelse i tankerne bliver bestemt ikke mindre kompliceret, da deres interne stridigheder blusser op, mens uventede venskaber opstår.
Filmen er instrueret af den franske Jacques Audiard og måske er det derfor, at dens interesse i at være en ægte amerikaner-western kan ligge på et meget lille sted. Hvor andre, eksempelvis Tarantino og Coen-brødrene, svælger i den rige cowboy-tradition, er Audiard optaget af film og kun film. Såvel komedie som drama tangeres i mindst lige så høj grad som dens umiddelbare prædikat. Dette er en meget brugbar indgang til filmen, for den udmærker sig virkelig i sin realistiske tidsskildring, hvor salooner og diligencer ubesværet figurer i baggrunden. Det føles slet og ret som om, Audiard-lejren tilfældigvis står og laver film i det vilde vesten, hvor miljøet udgør en for os yderst fascinerende baggrund for fortællingen. Dermed forbliver ”The Sisters Brothers” renset for pastiche og genrebestemt æstetik og det detaljerede plot til trods kommer det netop til at handle mest om relationerne mellem de forskellige karakterer, hvis dynamikker befinder sig i en uforudsigelig og samtidig emotionelt velræsonneret vekselvirkning.
I kraft heraf bliver skuespillet selv sagt alfa og omega. Her vil man kunne glæde sig over Joaquin Phoenix og John C. Reilly som brødrene Charlie og Eli Sisters. Phoenix har været væk i nogen år, men er for længst vendt stærkt tilbage i et overmenneskeligt maraton, der kulminerede med Oscar-statuetten for ”Joker”. Her er han også god i en rolle, der i forkerte hænder kunne blive noget, vi alle havde set 100 gange før. John C. Reilly er af mange bedst kendt for sit komiske arbejde, men rigtige film-eksperter vil vide, at han har masser af dramatisk talent. Her får han lov at trække på begge aspekter i filmens klart stærkeste præstation, som sagtens kunne have fanget akademiets interesse. Desuden leverer især Jake Gyllenhaal modspil af højeste kaliber.
Samtidig er der dog et stringent plot, der binder historien sammen. En vigtig del af filmen ligger netop i denne udvikling, som virkelig får belyst brødreparret og de to fremtrædende biroller fra mange forskellige vinkler, og derfor skal for meget ikke afsløres her. Instruktøren kender dog tydeligvis sin besøgstid og lader en hel del op til den enkelte at fortolke. Her kan man både reflektere længe over karaktererne ud fra de brudstykker, der åbenbarer sig undervejs, eller man kan se filmen fra et mere analytisk perspektiv. Filmen foregår under den store guldfeber og USA’s forvandling fra lovløst samfund til organiseret stat og dette faktum går ikke filmens opmærksomhed forbi.
Dette er en unik filmoplevelse som man ikke bør snyde sig selv for. Æstetisk er det kræs for kendere, men alle vil værdsætte det fremragende skuespil, der bærer langt størstedelen af scenerne i sig selv, selvom der også er rigeligt med klassiske skududvekslinger, som man forventer det fra en western. Seks ud af seks stjerner.
Filmen er instrueret af den franske Jacques Audiard og måske er det derfor, at dens interesse i at være en ægte amerikaner-western kan ligge på et meget lille sted. Hvor andre, eksempelvis Tarantino og Coen-brødrene, svælger i den rige cowboy-tradition, er Audiard optaget af film og kun film. Såvel komedie som drama tangeres i mindst lige så høj grad som dens umiddelbare prædikat. Dette er en meget brugbar indgang til filmen, for den udmærker sig virkelig i sin realistiske tidsskildring, hvor salooner og diligencer ubesværet figurer i baggrunden. Det føles slet og ret som om, Audiard-lejren tilfældigvis står og laver film i det vilde vesten, hvor miljøet udgør en for os yderst fascinerende baggrund for fortællingen. Dermed forbliver ”The Sisters Brothers” renset for pastiche og genrebestemt æstetik og det detaljerede plot til trods kommer det netop til at handle mest om relationerne mellem de forskellige karakterer, hvis dynamikker befinder sig i en uforudsigelig og samtidig emotionelt velræsonneret vekselvirkning.
I kraft heraf bliver skuespillet selv sagt alfa og omega. Her vil man kunne glæde sig over Joaquin Phoenix og John C. Reilly som brødrene Charlie og Eli Sisters. Phoenix har været væk i nogen år, men er for længst vendt stærkt tilbage i et overmenneskeligt maraton, der kulminerede med Oscar-statuetten for ”Joker”. Her er han også god i en rolle, der i forkerte hænder kunne blive noget, vi alle havde set 100 gange før. John C. Reilly er af mange bedst kendt for sit komiske arbejde, men rigtige film-eksperter vil vide, at han har masser af dramatisk talent. Her får han lov at trække på begge aspekter i filmens klart stærkeste præstation, som sagtens kunne have fanget akademiets interesse. Desuden leverer især Jake Gyllenhaal modspil af højeste kaliber.
Samtidig er der dog et stringent plot, der binder historien sammen. En vigtig del af filmen ligger netop i denne udvikling, som virkelig får belyst brødreparret og de to fremtrædende biroller fra mange forskellige vinkler, og derfor skal for meget ikke afsløres her. Instruktøren kender dog tydeligvis sin besøgstid og lader en hel del op til den enkelte at fortolke. Her kan man både reflektere længe over karaktererne ud fra de brudstykker, der åbenbarer sig undervejs, eller man kan se filmen fra et mere analytisk perspektiv. Filmen foregår under den store guldfeber og USA’s forvandling fra lovløst samfund til organiseret stat og dette faktum går ikke filmens opmærksomhed forbi.
Dette er en unik filmoplevelse som man ikke bør snyde sig selv for. Æstetisk er det kræs for kendere, men alle vil værdsætte det fremragende skuespil, der bærer langt størstedelen af scenerne i sig selv, selvom der også er rigeligt med klassiske skududvekslinger, som man forventer det fra en western. Seks ud af seks stjerner.
21/03-2020
