GLEM DET, DET GAMBINI

Lederen af en IT-virksomhed (Gantzler) har gennem årene skubbet alle upopulære beslutninger over på en fiktiv direktør for det hele. Da ønskerne om at møde den sagnomspundne mand vokser, allierer han sig med en arbejdsløs skuespiller (Albinus), der begynder at skabe kaos i den nye rolle.

Mellem den prætentiøse ”Dogville”-serie og hans seneste periode, der indledtes med ”Antichrist” og nu synes at være endt med ”The House That Jack Built”, lavede den berømte danske instruktør denne lille, dansksprogede komediefilm. Man skal ikke lade sig afskrække, hvis man normalt ikke er til von Triers filmiske univers, for selvom den her film tydeligvis rummer meget af hans typiske humor, er den også fri for mange af de ting, der gør, at nogen godt kan blive trætte af hans film. Komikken er bygget op om de forskellige, ofte excentriske karakterer, hvor det danske ensemble, som man vil kende fra hhv. ”Klovn” og ”Idioterne”, er under kyndig vejledning. Jens Albinus er fantastisk som den fallerede skuespiller Kristoffer, der er besat af den fiktive Verfremdung-dramatiker Gambini og i en parodi på Trier selv bekender sig til det ene totalitære dogme efter det andet.

Man må give Trier, at han tilsyneladende har adgang til en dybere forståelse af verden, som går de flestes næser forbi. Filmen er fra årene op til finanskrisen, men kunne lige så godt være lavet i dag, da emnevalgene er lige i øjet. Han lader fortællingen udspille sig i IT-branchen, som han portrætterer i al sin grå kønsløshed, og som i Danmark blev symbolet på det tomme svindel, der fandt sted i disse år. I en morsom scene nærmest tvinger Iben Hjejles karakter chefen til at begå #MeToo på hende, da hun tiltrækkes af magtfulde mænd. En temperamentsfuld køber og dennes tolk fra Island af alle lande sætter kronen på værket og får mange scener til at gå op i en højere absurd enhed. Samtidig står den moderne ledelseskultur med venlige chefer for skud, mens den finkulturen latterliggøres gennem den avantgardistiske skuespiller Kristoffer, hvis manglende grundlæggende indsigt i kunst er en kilde til gentagende morskab. Som i mange af Triers film har disse mennesker svigtet selve deres ideal og her får vi for måske første gang et komisk syn på tematikken.

Et hår i suppen er utvivlsomt det til lejligheden opfundne dogme: Man har ladet en robot afgøre samtlige kameravinkler og klipninger, hvilket resulterer i, at skuespillerne nogen gange befinder sig i udkanten af billedet. Hvis man skal sige, at dette tiltag bidrager med noget, er det måske frigørende at kunne fokusere på fortællingen og komikken uden at skulle bekymre sig om kameravinkler og billedkompositioner. Som nævnt dyrker filmen scenografisk også en meget grim æstetik fyldt med store computere, printere og kedelige farver. ”Direktøren for det hele” slutter til gengæld på den høje klinge i et møde, hvor det hele kulminerer. Her viser Trier sig også som den eminente manuskriptforfatter, hvor en masse små frø plantet i løbet af filmen, pludselig blomstrer. Sofie Gråbøl slutter filmen af med en morsom reference til Polanskis ”Chinatown”: Glem det, det er Gambini – Således antager Trier altså det sædvanlige, pessimistiske perspektiv selv i folkekomediens genre, men han gør det i en blanding af samfundskritik og slapstick, der gør ”Direktøren for det hele” til en af hans mest vellykkede film. Seks stjerner herfra.