syv

Nylige gensyn med David Finchers Fight Club og The Social Network viste nogle svagheder i filmene, som jeg ikke så oprindeligt, og kærligheden til de værker dalede en smule heraf. Gårsdagens gensyn med Se7en var dog aldeles fantastisk, og filmen stod faktisk stærkere for mig der, end den nogensinde har gjort. Fincher får et brillant manuskript af Andrew Kevin Walker til at arbejde ud fra, og instruktøren leverer på alle parametre, ikke mindst visuelt og stemningsmæssigt. Se7en er økonomisk og stram fortalt, har en tydelig, og mørk, mørk, nerve i sig, og dens tredje akt er stadig overrumplende hård og trist. Morgen Freeman er fremragende som den håbs-resignerede og pensionsklare betjent, mens Brad Pitt gør det godt som den unge og energiske nyankomne. Deres gradvist opbyggende respekt for hinanden er en god fortællerrygrad i filmen, og det er rart at se Fincher virke mere karakterinteresseret her, end han ellers kan være. Finchers fascination af den dystre stemning er dog evident, og Se7en er en til stadighed meget ubehagelig film at være i. Det er også et langtidsholdbart mesterværk, og for mig nu det bedste, som Fincher har lavet.