Kitsch
3.0
Der findes film, der er slet og ret dårlige og stort set uden kvaliteter. Der findes film, der er tilsigtet dårlige og som helt bevidst dyrker det smagløse. Og så findes der film, der er så utilsigtet dårlige, at de derigennem får deres egen kvalitet.
The Meg er et eksempel på en film, der befinder sig i den sidstnævnte kategori. For sjældent har man set en film, der er så selvhøjtidelig og absolut uden ironisk distance til sit emne, og af samme årsag er så utilsigtet morsom (eller det skulle måske lige være The Fate of the Furious).
Det førnævnte kommer allerbedst til udtryk gennem persongalleriet, som er så lammende åndssvagt, at man næsten havde troet det umuligt for en film produceret i 2018, som har fået international biografdistribution: Vi har vores leading man spillet af Jason Statham, der starter som traumatiseret og alkoholisk, men som fanden pludselig tager ved og fra det ene øjeblik til det andet forvandler sig til en actionhelt uden lige, som altid er god for en kvik bemærkning og også har overskud til at charmere damerne. Filmen er i øvrigt delvist kinesisk produceret, hvorfor flere af de sympatiske, handlekraftige og heroiske bærende roller er besat af kinsere, heriblandt vores superseje heltinde. Vi har den sorte fyr, som skal fungere som comic relief, hvilket han blandt andet gør ved ikke at kunne svømme og fyre et par rants af, om hvordan det bare vil være meget bedre, hvis de alle var derhjemme i sikkerhed (især denne karakter i så himmelråbende elendigt skrevet og spillet, at det næsten er for godt til at være sandt). Vi har den 8-årige pige, som naturligvis i afgørende situationer er klogere end de voksne og endelig har vi en badass-chick, der ligner en 22-årig feministisk punkrock-musiker, men som selvfølgelig viser sig at have designet hele den højteknologiske undervandsplatform som meget af filmen foregår på, og som ofte er talerør for nogle videnskabelige flosker, der skal få hende til at lyde megaintelligent. Man kunne fremhæve hver og én af karaktererne som eksempler på omvandrende klichéer uden nogen form for nuancering, ligesom man kan med stort set hele plottets afvikling. Men af én eller anden mystisk årsag formåede filmen at få mig igennem det hele med et overbærende grin og en deraf følgende underholdningsværdi.
The Meg er en lortefilm med stor streg under, det skal der slet ikke herske nogen tvivl om! Men jeg synes sgu, at den fik sin egen skønhed af at være så afsindigt lattervækkende dårlig, at jeg tildeler den tre små stjerner (lidt højt, indrømmet).
The Meg er et eksempel på en film, der befinder sig i den sidstnævnte kategori. For sjældent har man set en film, der er så selvhøjtidelig og absolut uden ironisk distance til sit emne, og af samme årsag er så utilsigtet morsom (eller det skulle måske lige være The Fate of the Furious).
Det førnævnte kommer allerbedst til udtryk gennem persongalleriet, som er så lammende åndssvagt, at man næsten havde troet det umuligt for en film produceret i 2018, som har fået international biografdistribution: Vi har vores leading man spillet af Jason Statham, der starter som traumatiseret og alkoholisk, men som fanden pludselig tager ved og fra det ene øjeblik til det andet forvandler sig til en actionhelt uden lige, som altid er god for en kvik bemærkning og også har overskud til at charmere damerne. Filmen er i øvrigt delvist kinesisk produceret, hvorfor flere af de sympatiske, handlekraftige og heroiske bærende roller er besat af kinsere, heriblandt vores superseje heltinde. Vi har den sorte fyr, som skal fungere som comic relief, hvilket han blandt andet gør ved ikke at kunne svømme og fyre et par rants af, om hvordan det bare vil være meget bedre, hvis de alle var derhjemme i sikkerhed (især denne karakter i så himmelråbende elendigt skrevet og spillet, at det næsten er for godt til at være sandt). Vi har den 8-årige pige, som naturligvis i afgørende situationer er klogere end de voksne og endelig har vi en badass-chick, der ligner en 22-årig feministisk punkrock-musiker, men som selvfølgelig viser sig at have designet hele den højteknologiske undervandsplatform som meget af filmen foregår på, og som ofte er talerør for nogle videnskabelige flosker, der skal få hende til at lyde megaintelligent. Man kunne fremhæve hver og én af karaktererne som eksempler på omvandrende klichéer uden nogen form for nuancering, ligesom man kan med stort set hele plottets afvikling. Men af én eller anden mystisk årsag formåede filmen at få mig igennem det hele med et overbærende grin og en deraf følgende underholdningsværdi.
The Meg er en lortefilm med stor streg under, det skal der slet ikke herske nogen tvivl om! Men jeg synes sgu, at den fik sin egen skønhed af at være så afsindigt lattervækkende dårlig, at jeg tildeler den tre små stjerner (lidt højt, indrømmet).
29/03-2020
