At Føle Sig Fremmede Derhjemme
5.0
Som teenager læste jeg Susan Hintons The Outsiders og That Was Then
This Is Now og kunne, trods deres amerikanske islæt virkelig identificere med begge romaner, der tiltalte mig meget. Husker jeg dengang blev lidt skuffet over Coppolas take på The Outsiders. Den var bestemt ikke dårlig, men virkede en anelse flad og lige hurtigt nok afviklet. Derimod fandt jeg filmatiseringen af Sidste År Er Længe Siden, som den hed på dansk, virkelig god, trods en langt lysere slutning (som jeg husker det). I dag tror jeg så den ville falme lidt.
Nå, men hvad jeg dengang ikke var klar over var, at instruktør Francis Coppola først havde ladet sig overtale via en skoleklasse til at filmatisere bogen, som han ikke først kendte og så siden havde ladet sig overtale af filmselskabet til at klippe filmen ned med adskillige minutter.
Igennem årene har han så modtaget mange opfordringer til at genskabe den originale version, så det er han så endt med at have gjort.
Om det så er det der har gjort forskellen, kan jo være svært helt at vide, så mange år efter. Men et gensyn med filmen, nu i sin oprindelige udgave og længde, gav mig et langt mere positivt indtryk.
Handlingen føles bedre effektueret og karaktererne får bedre tid til at vokse på en, så man får et mere nuanceret indtryk af dem, end jeg mindes de gjorde førhen.
Coppola instruerer i øvrigt historien her i en næsten i en anarkistisk, eller i hvert fald meget løs stil til tider, der giver et liv til fortællingens personer via spil der føles autentisk løssluppen og også råt, som det miljø den skildrer med tydelig kærlighed for dens aktører.
Det er en i sig selv rørende og gribende beretning, om at føle sig udenfor og/eller anderledes, også der hvor man hører hjemme.
Jeg kan i hvert fald for mit vedkommende, tydeligt identificere mig med filmens hovedperson, Ponyboy, spillet af C. Thomas Howell.
Castet er så også værd at bemærke, med flere kommende stjerner som f.eks. Tom Cruise og Patrick Swayze i mindre, men bærende roller.
Nå, men hvad jeg dengang ikke var klar over var, at instruktør Francis Coppola først havde ladet sig overtale via en skoleklasse til at filmatisere bogen, som han ikke først kendte og så siden havde ladet sig overtale af filmselskabet til at klippe filmen ned med adskillige minutter.
Igennem årene har han så modtaget mange opfordringer til at genskabe den originale version, så det er han så endt med at have gjort.
Om det så er det der har gjort forskellen, kan jo være svært helt at vide, så mange år efter. Men et gensyn med filmen, nu i sin oprindelige udgave og længde, gav mig et langt mere positivt indtryk.
Handlingen føles bedre effektueret og karaktererne får bedre tid til at vokse på en, så man får et mere nuanceret indtryk af dem, end jeg mindes de gjorde førhen.
Coppola instruerer i øvrigt historien her i en næsten i en anarkistisk, eller i hvert fald meget løs stil til tider, der giver et liv til fortællingens personer via spil der føles autentisk løssluppen og også råt, som det miljø den skildrer med tydelig kærlighed for dens aktører.
Det er en i sig selv rørende og gribende beretning, om at føle sig udenfor og/eller anderledes, også der hvor man hører hjemme.
Jeg kan i hvert fald for mit vedkommende, tydeligt identificere mig med filmens hovedperson, Ponyboy, spillet af C. Thomas Howell.
Castet er så også værd at bemærke, med flere kommende stjerner som f.eks. Tom Cruise og Patrick Swayze i mindre, men bærende roller.
10/04-2020
