Var den SÅ god?

Tarantino har før vundet mig efter gensyn, men de sidste to film af hans gør altså ikke det store for mig. Bevares, de er kvalitetsfilm. Men magien savnes. Jeg var derfor nysgerrig efter at give denne her en second viewing. I visse omgangskredse blev store termer taget i brug om denne film. At det skulle være en kærlighedserklæring til film og nørder. Det er det muligvis også men det gør det altså ikke til det store mesterværk. Et gensyn bekræftede mig blot i min egen kritik, som jeg havde efter forpremieren. Sharon Tate er altså svagt skrevet. Jeg er med på hvad hun skal forestille at symbolisere. Den del er i øvrigt så indlysende. Men det er netop problemet. Hun er symbolik. Et idealiseret billede. Ikke en ægte karakter af kød og blod. Derfor føler jeg intet for hende. Hun er for mig et kæmpe minus. En anden ting er filmens spilletid. Det afhænger af ens temperament om man har tålmodighed til Tarantinos navlepilleri og to timer kunne nok forsvares. Men der er altså mindst halv time overflødigt fedt her og jeg kunne ærligt mærke det. På en måde ender den lidt i en blindgyde flere steder. Det er dog en svær film at dømme. For der er rigtig mange gode ting her og når det er godt, er det rigtig godt. Pitt er så pokkers cool i sin retro Hawaii skjorte med Champion t-shirt ind under kombineret med blå denimjeans. Man forstår at klæde Brad Pitt på. Man kunne jo næsten håbe på en spin off med Cliff Booth, der befinder sig i samme verden. Men altså, jeg vil altid se frem til en ny Tarantino film. Han er one of a kind og selvom han ikke just bliver bedre med alderen, så er der stadig kvalitet nok i hans film til at være nogenlunde tilfreds.