noget andet end Hunger

Åbningsscenen til Tony Scotts ikoniske gennembrudsfilm er for mig pure filmkunst. De æstetisk smukke billeder og adrenalinsuset i deres indhold, klippestilen, Harold Faltermeyers musik der bliver ved med at bygge op uden komplet at folde sig ud. Scenen er ren filmmagi og et løfte om noget stort, men næsten øjeblikkeligt efter det vakler Top Gun gennem hakkende historieudfoldelse, bøvethed og arrogante karakterer, der opfører sig som børn. Og sådan går det langt hen ad vejen, hvor man dog aldrig smides helt af grundet Scotts unikke filmsprog, og det er først, da historien leverer et dødsfald, at der kommer lidt på spil, tonen bliver mindre pubertær og filmen mere fængende, hvor tredje akt faktisk går hen og bliver helt spændende og redder helhedsindtrykket. Ikke nok til at indfri det løfte, som åbningen gav, men det ville også være svært. Fra en personlig fansidenote kan jeg nævne, at selvom Scott står mit filmhjerte meget nær, så har jeg generelt aldrig haft et særlig tæt forhold til Top Gun, selvom det vel nok er hans mest populære film.