De evige tre
4.0
De tre film, jeg inden “Dead Ringers” havde set af David Cronenberg, gjorde mig forvirret. Jeg har aldrig forstået, hvorfor “A History of Violence” skulle være andet end en syngende banal, staveplade-pædagogisk redegørelse for “arv og miljø”-diskussionen. Jeg har heller aldrig kunnet se, hvorfor den stive og kunstige “Eastern Promises” skulle være andet og mere end sin sensationelt velskabte sauna-scene, hvor nøgne mandekroppe føles mere nøgne end nogensinde før.
Cronenbergs Stephen King-filmatisering “The Dead Zone” var mit hidtil bedste møde med den grænsesøgende kultinstruktør, og det er da også i den boldgade, at “Dead Ringers” befinder sig. Musikken er tyk og cheesy, stemningen er trykkende og usikker, og billederne er mestendels køligt registrerende. I stedet for at bero på et fantasifuldt forlæg, har Cronenberg og hans manusforfatter dog begivet sig ind i nogle mørke, mærkelige depoter i den menneskelige psyke. Derfor er tanken, jeg sad tilbage med efter “Dead Ringere”, heller ikke nem at placere på en sekstrinsskala: “Dét var satme en mærkelig film.”
Følelsen er dog ikke uden virkning, især ikke når fundamentet står så solidt; Jeremy Irons dobbeltrolle er sindssygt overbevisende og må have dannet skole for lignende roller, mens filmens kompromisløse livtag med tvillinge-tematikken sætter tanker i gang. Netop temaet og de mange psykologiske og fænomenologiske mekanismer kan dog føles lidt “patchwork”-agtige, næsten lidt demonstrative i sin insisteren på, at manuskriptet har gjort sit arbejde. Og nedenunder det hele mærker jeg stadig en lidt useriøs David Cronenberg, der morer sig med at bøje genrefilmens knogler til det punkt, hvor de næsten knækker – just for the sake of it.
Sidstnævnte er måske bare mig. Og måske det ikke engang er en reel kritik. Cronenberg, Irons og dem, der har givet grønt lys til projektet, skal i hvert fald have tak for oplevelsen. Havde jeg haft en bror i stedet for en søster, ville mine følelser nok også have reageret lidt stærkere. Teknisk er tvillinge-udfordringen også mesterligt løst, og flere steder pudser man forgæves brillerne for at finde det digitale tværtsnit. “Dead Ringere” er ingen decideret tiltalende film, og den gjorde måske ikke helt så meget ved mig, som den gerne ville. Men jeg ved – efter aftale med mit bedre jeg – at jeg skal se den igen en dag.
Tak til Tommy aka don for lån af filmen.
Cronenbergs Stephen King-filmatisering “The Dead Zone” var mit hidtil bedste møde med den grænsesøgende kultinstruktør, og det er da også i den boldgade, at “Dead Ringers” befinder sig. Musikken er tyk og cheesy, stemningen er trykkende og usikker, og billederne er mestendels køligt registrerende. I stedet for at bero på et fantasifuldt forlæg, har Cronenberg og hans manusforfatter dog begivet sig ind i nogle mørke, mærkelige depoter i den menneskelige psyke. Derfor er tanken, jeg sad tilbage med efter “Dead Ringere”, heller ikke nem at placere på en sekstrinsskala: “Dét var satme en mærkelig film.”
Følelsen er dog ikke uden virkning, især ikke når fundamentet står så solidt; Jeremy Irons dobbeltrolle er sindssygt overbevisende og må have dannet skole for lignende roller, mens filmens kompromisløse livtag med tvillinge-tematikken sætter tanker i gang. Netop temaet og de mange psykologiske og fænomenologiske mekanismer kan dog føles lidt “patchwork”-agtige, næsten lidt demonstrative i sin insisteren på, at manuskriptet har gjort sit arbejde. Og nedenunder det hele mærker jeg stadig en lidt useriøs David Cronenberg, der morer sig med at bøje genrefilmens knogler til det punkt, hvor de næsten knækker – just for the sake of it.
Sidstnævnte er måske bare mig. Og måske det ikke engang er en reel kritik. Cronenberg, Irons og dem, der har givet grønt lys til projektet, skal i hvert fald have tak for oplevelsen. Havde jeg haft en bror i stedet for en søster, ville mine følelser nok også have reageret lidt stærkere. Teknisk er tvillinge-udfordringen også mesterligt løst, og flere steder pudser man forgæves brillerne for at finde det digitale tværtsnit. “Dead Ringere” er ingen decideret tiltalende film, og den gjorde måske ikke helt så meget ved mig, som den gerne ville. Men jeg ved – efter aftale med mit bedre jeg – at jeg skal se den igen en dag.
Tak til Tommy aka don for lån af filmen.
22/04-2020
