Pan

Jeg forstår måske ikke helt det svage til decideret dårlige ry, som Steven Spielbergs Hook har, og endda fra instruktøren selv. Filmen er klart for lang, og den drivende sentimentale slutning virker irriterende separeret fra resten af værket. Men selv uden den indsprøjtning af nostalgi, som et syn med filmen giver mig nu til dags, så finder jeg stadig Hook til at være en af Spielbergs mest tematisk spændende og stramt fortalte bedrifter. Higen efter barndommen har været underliggende i mange af mandens film, men sjældent med så stærk en melankoli og momenter af skønhed, som der er at finde i Hook. Første akt er gribende, mens det at finde ind til barnet i sig selv giver skønne øjeblikke på den magiske ø (en af de glemte drenge genkender den nu voksne Peter Pan ved at tvinge et smil frem hos ham, deri finder han barnet). Tematikken er vædet ind i store dele af fortællingen, og Robin Williams er fremragende og helt rigtig i hovedrollen. Ikke alle idéer fungerer, der er lige lovlig meget unødvendigt rabalder at finde på Ønskeøen (der ydermere har et look, der flirter med det kiksede), og selvom Dustin Hoffman spiller veloplagt, så virker hele historiedelen med Kaptajn Klo lidt ligegyldig. Men lige meget hvad, så er Hook for mig en så tematisk rig film, at jeg ultimativt ikke påvirkes større af dens svagheder.