Jokeren Uden En Joke
4.0
Jeg har ikke higet efter at se dette åbenbart meget seriøse bud på en historie, om Batman’s nemesis, Jokeren. Skal jeg se en superskurk, må han gerne være dette.
Som det ofte har været nævnt, så virker det også mere som om inspirationen er hentet i en Scorsese film som ”Taxi Driver” eller andre, som den uhæmmet efterligner.
Det gør det såmænd ikke til en dårlig film og dårlig er den bestemt heller ikke. Men vil man ikke lave en superskurk film, så lad da være. Jeg fandt det i hvert fald en smule distraherende at tænke, at Batman skulle være en del af dette univers og det gjorde lidt ved indlevelsen.
Men ellers leverer filmen i sit portræt af en psykisk syg, hvor Joaquin Phoenix trækker et stort læs. Også selv om det bliver lidt ufrivilligt komisk, at psykisk syge åbenbart danser ret meget og også gerne sådan lidt bizart, som vi ser i adskillige scener.
Men ser man bort fra denne lidt ”komiske” detalje, så er især første halvdel af filmen fængende med flere rørende øjeblikke, med sit blik på en skæv individ, man ved er ved at køre af sporet. Faktisk er denne del næsten mesterlig.
Mod slutningen kører filmen så desværre selv af sporet, i dens forsøg på at behage med vold og en lidt for sensationel tilgang til eget stof. Det trækker ned på helhedsindtrykket og gjorde, at jeg stadig ikke føler mig helt overbevist om, hvad vi skulle med denne tegneseriefilmatisering?
Som det ofte har været nævnt, så virker det også mere som om inspirationen er hentet i en Scorsese film som ”Taxi Driver” eller andre, som den uhæmmet efterligner.
Det gør det såmænd ikke til en dårlig film og dårlig er den bestemt heller ikke. Men vil man ikke lave en superskurk film, så lad da være. Jeg fandt det i hvert fald en smule distraherende at tænke, at Batman skulle være en del af dette univers og det gjorde lidt ved indlevelsen.
Men ellers leverer filmen i sit portræt af en psykisk syg, hvor Joaquin Phoenix trækker et stort læs. Også selv om det bliver lidt ufrivilligt komisk, at psykisk syge åbenbart danser ret meget og også gerne sådan lidt bizart, som vi ser i adskillige scener.
Men ser man bort fra denne lidt ”komiske” detalje, så er især første halvdel af filmen fængende med flere rørende øjeblikke, med sit blik på en skæv individ, man ved er ved at køre af sporet. Faktisk er denne del næsten mesterlig.
Mod slutningen kører filmen så desværre selv af sporet, i dens forsøg på at behage med vold og en lidt for sensationel tilgang til eget stof. Det trækker ned på helhedsindtrykket og gjorde, at jeg stadig ikke føler mig helt overbevist om, hvad vi skulle med denne tegneseriefilmatisering?
18/05-2020
