Tungbenet antikrigsfilm

Jeg fik genset Peter Weirs "Gallipoli" fra 1981 med en ung Mel Gibson i den ene af to hovedroller. Jeg gik ind til denne film, som jeg husker at have set noget af som barn, med de bedste intentioner. Desværre fandt jeg filmen ret så tung i det. Selvom der sker en del i filmen, der handler om en gruppe australieres rejse til Gallipoli i Tyrkiet for at kæmpe under Første Verdenskrig, så fandt jeg, at der er en besynderlig søvndyssende livsløshed over filmen. Den mangler simpelthen vitalitet. Det er en skam, eftersom der egentligt er en god og vigtig historie i filmen. Jeg synes bare ikke den trænger særligt godt igennem. Den elektroniske musik komponeret af Brian May (ikke ham fra Queen) er også virkelig malplaceret og ikke velkomponeret, hvis du spørger mig. Jeg kan ellers godt lide hans musik fra især den første "Mad Max" (1979). Et mere klassisk orkestreret score ville have gjort underværker her og givet filmen mere pathos, end den lykkedes at påvirke mig personligt med. Filmen benytter dog også et af de mest velkendte stykker klassisk musik, nemlig Adagio in G Minor (hvilket nok har inspireret Oliver Stone, da han lavede sin krigsfilm "Platoon" nogle år senere). Slutscenen, hvor det hele kulminerer, som også er gengivet på filmens plakat, er utvivlsomt med henblik på, at publikum skal føle noget. Jeg ved, at det sikkert er helt bevidst, men slutningen virkede her meget abrubt. Hvis jeg havde følt noget for historien og dens karaktererer, så havde jeg nok også følt noget til sidst, men det gjorde jeg desværre ikke. Det var for mig blot et lettere træk på skulderen.