Med Sømmet I Bund
4.0
Instruktør James Mangold har med vanlig tæft for det fantastisk filmhåndværk, iscenesat en film der er virkelig lækker at se (og høre) på, veldesignet i samtlige visuelle detaljer og teknisk perfekt udført.
Racerscenerne er fremragende, forstærket af en lydside der sparker røv og filmens tempo er godt afstemt, så man føler sig konstant underholdt.
Filmen er tillige fyldt med skuespillere, der alene med deres persona kan løfte en film. Alt dette gør jo ”Le Mans '66” til en rigtig god oplevelse, man nyder at overvære.
Det kniber dog så mere på indholdssiden. Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi. Så den glider ned som et stykke ristet med ost. Men man overraskes ikke og får ikke det store med sig.
Desuden er persongalleriet firkantet, enstrenget og mangelfuldt, men heldigvis så velsmurt spillende, at man næsten glemmer dette under filmen.
Det er en film der ligner klassisk godt filmarbejde, Hollywood når det er bedst og vil ramme det brede publikum med solide film. Derfor er det også en film, som i hvert fald jeg nok vil kunne have fornøjelse af at gense igen om nogle år.
Det ændrer ikke på at konflikten er tegnet sort og hvidt op, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er skurke og hvem der er helte. Selv i Marvels cinematiske superhelteunivers virker det næsten mere nuanceret, selv om man der nemmere ville kunne tilgive at tingene var skåret ud i pap.
Og ja, hvorfor skal vi holde med Ford og folkene bag Ford’s reklamefremstød, fremfor med Ferrari og de mennesker der gemmer sig bag det italienske bilmærke?
En film skal selvfølgelig have sine helte og skurke, hvis det er en sådan type film og det skal man nok bare erkende, at det er denne og så bare more sig. Det er jo en tydelig og typisk historie, set med og for amerikanske øjne. Igen med en hyldest til en ”lille” mand, ikke den store koncern bag ham.
I hovedrollerne brillerer Christian Bale med fornøjeligt og for ham, ofte typisk fysisk overspil. Han er ikke altid overbevisende som karakteren, men han er sjov at følge, uden at man helt opbygger massiv sympati for eller forståelse af ham som menneske.
Matt Damon leverer så heldigvis netop tilpas med sympatisk og nedtonet charme, til at det opvejer det lidt, selv om man heller aldrig helt lærer ham at kende. Men som karakterer fungerer de alligevel trods mangler, om ikke andet via deres store karisma. Desuden er filmen virkelig velcastet.
Racerscenerne er fremragende, forstærket af en lydside der sparker røv og filmens tempo er godt afstemt, så man føler sig konstant underholdt.
Filmen er tillige fyldt med skuespillere, der alene med deres persona kan løfte en film. Alt dette gør jo ”Le Mans '66” til en rigtig god oplevelse, man nyder at overvære.
Det kniber dog så mere på indholdssiden. Handlingen er forudsigelig som smagen fra en pakke discounttoast fra Aldi. Så den glider ned som et stykke ristet med ost. Men man overraskes ikke og får ikke det store med sig.
Desuden er persongalleriet firkantet, enstrenget og mangelfuldt, men heldigvis så velsmurt spillende, at man næsten glemmer dette under filmen.
Det er en film der ligner klassisk godt filmarbejde, Hollywood når det er bedst og vil ramme det brede publikum med solide film. Derfor er det også en film, som i hvert fald jeg nok vil kunne have fornøjelse af at gense igen om nogle år.
Det ændrer ikke på at konflikten er tegnet sort og hvidt op, hvor man aldrig er i tvivl om hvem der er skurke og hvem der er helte. Selv i Marvels cinematiske superhelteunivers virker det næsten mere nuanceret, selv om man der nemmere ville kunne tilgive at tingene var skåret ud i pap.
Og ja, hvorfor skal vi holde med Ford og folkene bag Ford’s reklamefremstød, fremfor med Ferrari og de mennesker der gemmer sig bag det italienske bilmærke?
En film skal selvfølgelig have sine helte og skurke, hvis det er en sådan type film og det skal man nok bare erkende, at det er denne og så bare more sig. Det er jo en tydelig og typisk historie, set med og for amerikanske øjne. Igen med en hyldest til en ”lille” mand, ikke den store koncern bag ham.
I hovedrollerne brillerer Christian Bale med fornøjeligt og for ham, ofte typisk fysisk overspil. Han er ikke altid overbevisende som karakteren, men han er sjov at følge, uden at man helt opbygger massiv sympati for eller forståelse af ham som menneske.
Matt Damon leverer så heldigvis netop tilpas med sympatisk og nedtonet charme, til at det opvejer det lidt, selv om man heller aldrig helt lærer ham at kende. Men som karakterer fungerer de alligevel trods mangler, om ikke andet via deres store karisma. Desuden er filmen virkelig velcastet.
04/06-2020
