Mellem Himmel og Helvede
3.0
Jeg kunne godt have ønsket mig en Hellboy 3 film af instruktør Guillermo Del Toro. Ikke at de to første var mesterværker. Men de var både flotte at se på og velfungerende som rendyrket eskapisme. Sådan skulle det ikke blive.
I stedet har man valgt at genstarte skidtet. Man har derfor skiftet en ellers glimrende Ron Perlman ud i hovedrollen, smidt David Harbour ind i som den røde satan og hyret Neil Marshall som instruktør. Om det har været en god ide med det sidste, kan jeg være i tvivl om. Det ser dog ud som får han tæt på det maximale ud af det kluntede materiale han har at arbejde med.
Her kan man nok påstå, at indimellem er det en fordel at komme anstigende med ekstremt lave forventninger og efter en del hård kritik flere steder, blev jeg trods alt positivt overrasket over helvedesknægten.
Jo, kritikken er berettiget, for det er en film der vælter så mange forskellige dele i hovedet på en som publikum, uden egentlig for alvor at få samlet forsøget på en i øvrigt forvrøvlet historie til en helhed. Beretningen må gemme sig et sted i helvedes forgård, for selv om der er en ramme, så er der ikke noget større sammenhængende fremdrift der gør at man helt fatter interesse i fortællingen.
Også dens forsøg på at være mere blodig, rå og skræmmende end de foregående film, forekommer flere gange så evigt ligegyldigt når det så konsekvent males til med sansefrit sterilt cgi blod med mere.
Det sagt, så var der enkelt dele i løbet af filmen som jeg fandt tæt på fremragende og især filmens første time, inden det løber helt af sporet i et clusterfuck af rang, var jeg vældigt godt underholdt. Men sekvenser som besøget hos den skræmmende ulækre Baba Yaga er altså ret fede og det sammen med et par solide actionscener og en i øvrigt ret fin David Harbour i hovedrollen, løfter dette nye bud på Hellboy op på det acceptable.
I stedet har man valgt at genstarte skidtet. Man har derfor skiftet en ellers glimrende Ron Perlman ud i hovedrollen, smidt David Harbour ind i som den røde satan og hyret Neil Marshall som instruktør. Om det har været en god ide med det sidste, kan jeg være i tvivl om. Det ser dog ud som får han tæt på det maximale ud af det kluntede materiale han har at arbejde med.
Her kan man nok påstå, at indimellem er det en fordel at komme anstigende med ekstremt lave forventninger og efter en del hård kritik flere steder, blev jeg trods alt positivt overrasket over helvedesknægten.
Jo, kritikken er berettiget, for det er en film der vælter så mange forskellige dele i hovedet på en som publikum, uden egentlig for alvor at få samlet forsøget på en i øvrigt forvrøvlet historie til en helhed. Beretningen må gemme sig et sted i helvedes forgård, for selv om der er en ramme, så er der ikke noget større sammenhængende fremdrift der gør at man helt fatter interesse i fortællingen.
Også dens forsøg på at være mere blodig, rå og skræmmende end de foregående film, forekommer flere gange så evigt ligegyldigt når det så konsekvent males til med sansefrit sterilt cgi blod med mere.
Det sagt, så var der enkelt dele i løbet af filmen som jeg fandt tæt på fremragende og især filmens første time, inden det løber helt af sporet i et clusterfuck af rang, var jeg vældigt godt underholdt. Men sekvenser som besøget hos den skræmmende ulækre Baba Yaga er altså ret fede og det sammen med et par solide actionscener og en i øvrigt ret fin David Harbour i hovedrollen, løfter dette nye bud på Hellboy op på det acceptable.
06/06-2020
