Den første
4.0
Jeg fik for nyligt genset de to første "Superman"-film. Richard Donners film fra 1978 var den første store biograffilm baseret på en superhelt. Den skulle bane vejen for fremtidige film indenfor genren, og den slipper da også meget godt afsted med det.
Filmen er da pænt underholdende, der er gode production values, skuespillerne gør det godt m.v. Jeg synes dog filmen forsøger at presse lige lovlig meget ind på sin spillefilmslængde, som også hører til i den høje ende. Jeg er med på, at man ikke kan fortælle historien om Supermand uden at fortælle om hans oprindelse og opridse hans barndom. Men det er måske også netop her, jeg synes, der er et problem. For mig er det nemlig kun et oprids. Måske er det simpelthen for kort for mig, hvilket resulterer i, at jeg synes det kommer til at virke lidt ligegyldigt, fordi jeg ikke rigtigt når at indleve mig i Clark Kents ungdomsproblemer med ensomhed og adoptivfaderens død. For kort, eller ej, det er ikke noget, som gør indtryk på mig.
Så springer vi til det, som vi nok bare alle venter på, nemlig Supermands indtræf i Metropolis. Men her må jeg indrømme, at jeg fandt handlingen lidt undervældende, og herunder var jeg heller ikke imponeret over actionscenerne. Der er en håndfuld episodiske scener, som viser Supermand i aktion: Han agerer reservemotor på et nødstedt fly og hjælper en kat ned fra et træ. Men jeg synes det er lidt ufokuseret historiefortælling, ja, overflødigt fedt. Det retter dog mere ind med Lex Luthor, som her er hovedskurken, som benytter sit intellekt til at give Supermand modstand. Men jeg synes ikke, at han er særlig seværdig som skurk.
Filmen har en del komik, som jeg egentligt synes klæder filmen, eftersom der er tale om en tegneserie, som skal glæde og fornøje - være et stykke eskapisme, der skal gøde barnlige sjæles fantasi. Derfor ser jeg også gennem fingre med, at Supermand måske er lidt for god og Lex Luthors motivation og psykologi - hvorfor er han nu lige så ond - måske ikke skal kigges efter i sømmene. Men alt i alt instruerede Donner en ret hæderlig film, som også er godt hjulpet på vej af et fantastisk score af legenden John Williams.
Filmen er da pænt underholdende, der er gode production values, skuespillerne gør det godt m.v. Jeg synes dog filmen forsøger at presse lige lovlig meget ind på sin spillefilmslængde, som også hører til i den høje ende. Jeg er med på, at man ikke kan fortælle historien om Supermand uden at fortælle om hans oprindelse og opridse hans barndom. Men det er måske også netop her, jeg synes, der er et problem. For mig er det nemlig kun et oprids. Måske er det simpelthen for kort for mig, hvilket resulterer i, at jeg synes det kommer til at virke lidt ligegyldigt, fordi jeg ikke rigtigt når at indleve mig i Clark Kents ungdomsproblemer med ensomhed og adoptivfaderens død. For kort, eller ej, det er ikke noget, som gør indtryk på mig.
Så springer vi til det, som vi nok bare alle venter på, nemlig Supermands indtræf i Metropolis. Men her må jeg indrømme, at jeg fandt handlingen lidt undervældende, og herunder var jeg heller ikke imponeret over actionscenerne. Der er en håndfuld episodiske scener, som viser Supermand i aktion: Han agerer reservemotor på et nødstedt fly og hjælper en kat ned fra et træ. Men jeg synes det er lidt ufokuseret historiefortælling, ja, overflødigt fedt. Det retter dog mere ind med Lex Luthor, som her er hovedskurken, som benytter sit intellekt til at give Supermand modstand. Men jeg synes ikke, at han er særlig seværdig som skurk.
Filmen har en del komik, som jeg egentligt synes klæder filmen, eftersom der er tale om en tegneserie, som skal glæde og fornøje - være et stykke eskapisme, der skal gøde barnlige sjæles fantasi. Derfor ser jeg også gennem fingre med, at Supermand måske er lidt for god og Lex Luthors motivation og psykologi - hvorfor er han nu lige så ond - måske ikke skal kigges efter i sømmene. Men alt i alt instruerede Donner en ret hæderlig film, som også er godt hjulpet på vej af et fantastisk score af legenden John Williams.
07/06-2020
