Mere seværdig end sin forgænger

5.0
Jeg kan fornemme, at flere herinde er uenig med mig i, at Richard Donners "Superman" bliver overgået af sin efterfølger. Men lad mig forklare, hvorfor jeg synes det.

I min anmeldelse af den første film kritiserede jeg, at oprindelseshistorien for mig virkede ret uvedkommende. Men ja, den skal sgu være der. Derfor kan denne 2'er heller ikke stå alene. Men som man ofte siger med 2'ere, så har de fordelen af at kunne stå på skuldrene af den første film, hvori det hele skal etableres. Og dette er også tilfældet her. Vi har fået etableret oprindelsen i den første film, og i denne efterfølger kan vi fokusere på at fortælle en medrivende historie. Og det er efter min mening en mere fokuseret og interessant handling, som 2'eren har at byde på.

Der er desuden skruet op for actiondelen i denne efterfølger, som også er langt mere seværdig end i forgængeren. Det skyldes simpelthen, at de tre superskurke fra Krypton, ledet af general Zod, etablerer muligheden for ligeværdige fysiske slåskampe med den ellers så overlegne Supermand.

Dem, der påstår, at der ingen indre konflikt er i Supermands karakter ved ikke, hvad de snakker om. En stor del af handlingen i "Superman II" går ud på, at Kal-El er splittet mellem at være Jordens beskytter og ønsket om blot at være et almindeligt menneske, som kan leve i fred sammen med sin elskede Lois Lane. Det er også et langt mere interessant take på karakteren, end man ser i den første film, vil jeg mene. Kal-El bliver her bogstaveligt talt menneskeliggjort, hvilket er en måde at overkomme den "svaghed" ved Supermand som karakter, at han er nærtved-uovervindelig. Dette tema kobles således til, at Supermand må træde i karakter og indse, hvem han virkelig er ved at generhverve sine tabte kræfter og stoppe truslen mod Jorden.

Det er vel et spørgsmål om personlig præference, om man foretrækker den ene eller den anden film. Men jeg får mest ud af at se anden del af sagaen om "Superman". Det handler ikke bare om at få action på drengen, for jeg synes simpelthen også, at fimens handling er bedre fortalt, og at der denne gang er lagt mere vægt på en indre konflikt i Supermand som karakter, hvilket unægteligt gør det mere interessant at følge ham. Dertil skal det da lige nævnes, at Terence Stamp gør en fremragende indsats som en af de meste mindeværdige skurke i superheltefilmenes annaler.
Superman på nye eventyr