Demovideo uden virkning

1.0
Enten er Ang Lee blevet senil, eller også har han præsteret et af de mest markante formdyk i filmhistorien. Jeg har virkelig svært ved at tro på en tredje mulighed.

En tredje mulighed kunne dog lyde sådan her: Inden den kuldsejlede, repræsenterede "Gemini Man" faktisk en drøm om at optimere, innovere og imponere. At bringe to Will Smiths i spil i stedet for én. At skyde i 60 frames i sekundet i stedet for 24. At træde ind i en ny digital filmalder med temaer som eksistens, reproduktion og forældreskab for øje.

Det efterlader dog igen spørgsmålet om, hvorvidt Ang Lee har været kransekagefigur eller helhjertet foregangsmand på det her. Der er absolut intet i "Gemini Man", der leder tankerne hen på en stor eller på nogen måde kapabel filmkunstner, hverken af den slags der kan få kemien mellem to mennesker til at brænde igennem med et enkelt replikskifte ('Brokeback Mountain'), eller som kan orkestrere storslået, nytænkende action ('Tiger på spring, drage i skjul').

Man kunne skrive hele afhandlinger om det visuelle udtryk i "Gemini Man" – hvad det er og ikke er, samt hvad det pralende udtrykker, og hvad det naivt forsømmer. Faktum er bare, at filmen mest af alt ligner en demovideo, der skal overbevise filmbranchen om at kaste flere penge efter Ang Lee eller Jerry Bruckheimer eller hvem end, der seriøst mener, at øget frame-hastighed, renskurede farver, mat lyssætning og et tonstungt, klodset kamera seriøst repræsenterer en slags fremtid inden for filmkunsten. Sad jeg på pengene, ville jeg ikke give en krone til det her, især ikke hvis prøveplatformen fortsat er biograffilm af to timers varighed. Det er ganske enkelt pinligt.

Pinligt er det også, hvor lidt man har evnet, gidet eller ønsket at puste liv i filmens manuskript. Tre manuskriptforfattere står på lønningslisten, og det er i sig selv rystende, når flere replikker og plotdrejninger fremstår komisk dårlige. Skuespillerne gør heller ikke meget for at sparke det i gang. "Gamle" Will Smith er ugidelig og lader oprigtigt til at kede sig, mens han CGI-skabte yngre springer vægtløs omkring som en fjerbold i Fifa 2008 eller Neo i den berømte baggårdscene fra "The Matrix Reloadet".

Jeg fryder mig sjældent over andres ulykke og bestræber mig på aldrig at gøre det, men det virker fortjent – og måske endda positivt – at "Gemini Man" endte som en økonomisk katastrofe.
Gemini Man