Følelsen
5.0
George Lazenby er ingen Sean Connery, lad os bare blive enige om det. Men Sean Connery med kimono og kinesiske ansigtstræk var altså heller ingen Sean Connery i 'You Only Live Twice', en tam affære, der efterlod James Bond-sagaen hungrende efter nyt blod. Det må man sige, at den fik med 'On Her Majesty's Secret Service'.
Skubber man forsigtigt Lazenbys mangler til side, er Bond nr. 6 en overvældende oplevelse, som simpelthen bare føles rigtig. Man mærker, at filmen har været i kyndige og kærtegnende hænder, der virkelig har kæret sig om agent 007 og det univers, han er en del af. Friskheden af de østrigske alper kan næsten lugtes, mens synet af det suspekte, raffinerede skurkehotel skubber alle andre spion-set-pieces af tronen. 'On Her Majesty's Secret Service' tager sig næsten ud som et ekstrakt af hele spiongenren og det, den ønsker at være og gøre.
Følelsen af rigtighed forplanter sig ned gennem hele filmen. Efter fem James Bond-film med udfald og mangler af den ene og anden slags står Peter Hunts sekser knivskarpt. Actionscenerne er mageløst klippet og må repræsentere noget af det mest ambitiøse og tempofyldte skabt for sin tid. På et tidspunkt kastes en håndlanger ud over en klippe. Lyden tages af. To-tre kontrollerede klip viser ham falde fra forskellige vinkler, inden han lander med et blødt plask. Død på stedet. Andre steder mærker man suset fra en løsladt lavine eller en afsporet bobslæde i topfart. Alt spiller.
Selve filmens forhold til følelser må også nævnes. Bond bliver forelsket og udviser omsorg, kærtegn, svaghed. Han testes og tyndslides, mens franchisen tages i nye retninger. Hvis George Lazenby var decideret uduelig, kunne det selvfølgelig være fuldstændig ligemeget, men det er han ikke. Han repræsenterer en anden slags Bond, den blanke tavle og den hule skal, der ikke kan kendes på sin karisma, men som snarere går i ét med tapetet. En spion. Som sådan bliver "On Her Majesty's Secret Service" en helstøbt affære, der ender med at excellere, ikke kun til trods for, men også i kraft af sin store hæmsko, George Lazenby. Den er snublende tæt på den sjette stjerne.
Skubber man forsigtigt Lazenbys mangler til side, er Bond nr. 6 en overvældende oplevelse, som simpelthen bare føles rigtig. Man mærker, at filmen har været i kyndige og kærtegnende hænder, der virkelig har kæret sig om agent 007 og det univers, han er en del af. Friskheden af de østrigske alper kan næsten lugtes, mens synet af det suspekte, raffinerede skurkehotel skubber alle andre spion-set-pieces af tronen. 'On Her Majesty's Secret Service' tager sig næsten ud som et ekstrakt af hele spiongenren og det, den ønsker at være og gøre.
Følelsen af rigtighed forplanter sig ned gennem hele filmen. Efter fem James Bond-film med udfald og mangler af den ene og anden slags står Peter Hunts sekser knivskarpt. Actionscenerne er mageløst klippet og må repræsentere noget af det mest ambitiøse og tempofyldte skabt for sin tid. På et tidspunkt kastes en håndlanger ud over en klippe. Lyden tages af. To-tre kontrollerede klip viser ham falde fra forskellige vinkler, inden han lander med et blødt plask. Død på stedet. Andre steder mærker man suset fra en løsladt lavine eller en afsporet bobslæde i topfart. Alt spiller.
Selve filmens forhold til følelser må også nævnes. Bond bliver forelsket og udviser omsorg, kærtegn, svaghed. Han testes og tyndslides, mens franchisen tages i nye retninger. Hvis George Lazenby var decideret uduelig, kunne det selvfølgelig være fuldstændig ligemeget, men det er han ikke. Han repræsenterer en anden slags Bond, den blanke tavle og den hule skal, der ikke kan kendes på sin karisma, men som snarere går i ét med tapetet. En spion. Som sådan bliver "On Her Majesty's Secret Service" en helstøbt affære, der ender med at excellere, ikke kun til trods for, men også i kraft af sin store hæmsko, George Lazenby. Den er snublende tæt på den sjette stjerne.
07/06-2020
