En højtløftet pegefinger presset ind i øjet
4.0
Nogle filmscener er så vilde, at man aldrig glemmer dem igen. James Woods hoved presset halvvejs gennem skærmen på et blødgjort, pulserende billedrørstv er en af de scener.
På en måde indkapsles hele 'Videodrome' i den scene. David Cronenbergs aggressivt abstrakte 80'er-film om vold og fjernsyn er et tveægget sværd, der kritiserer de levende billeders magt, og som samtidig serverer de mest makabre levende billeder, man kan tænke sig. Men paradokser er som bekendt fascinerende, og det samme er 'Videodrome’. Sindssygt fascinerende.
Cronenberg veksler mellem det høj- og det fladpandede, det hjernedøde og det nærmest profetiske i sin skildring af grænseløs tv-kultur og øjets jagt på det næste fix. Set i lyset af generation Youtube er 'Videodrome' da nok også mere relevant end nogensinde.
James Woods er kønsløs, selvdestruktiv og rundforvirret nok til at kunne repræsentere os alle sammen, og filmens abstraktioner er langt hen ad vejen profane og præcise nok til, at budskaberne løsriver sig fra banaliteterne og går klart igennem. Desværre slipper 'Videodrome' lidt af en sin autoritet i de sidste trekvarter, hvor virkelighed og hallucinationer flyder sammen, og alt kan ske – og sker.
Derfra går Cronenberg fuld body horror-amok i idéer om store kødsår på vid gab og smeltede sanser. Det er en besynderlig fornøjelse at lægge øjne og ører til, fordi filmen er så velskabt, men med det et køligere overblik kunne signalet have gået endnu klarere igennem. Jeg vil dog på ingen måde afvise, at 'Videodrome' vil gro hos mig over tid. Genses skal den i hvert fald.
På en måde indkapsles hele 'Videodrome' i den scene. David Cronenbergs aggressivt abstrakte 80'er-film om vold og fjernsyn er et tveægget sværd, der kritiserer de levende billeders magt, og som samtidig serverer de mest makabre levende billeder, man kan tænke sig. Men paradokser er som bekendt fascinerende, og det samme er 'Videodrome’. Sindssygt fascinerende.
Cronenberg veksler mellem det høj- og det fladpandede, det hjernedøde og det nærmest profetiske i sin skildring af grænseløs tv-kultur og øjets jagt på det næste fix. Set i lyset af generation Youtube er 'Videodrome' da nok også mere relevant end nogensinde.
James Woods er kønsløs, selvdestruktiv og rundforvirret nok til at kunne repræsentere os alle sammen, og filmens abstraktioner er langt hen ad vejen profane og præcise nok til, at budskaberne løsriver sig fra banaliteterne og går klart igennem. Desværre slipper 'Videodrome' lidt af en sin autoritet i de sidste trekvarter, hvor virkelighed og hallucinationer flyder sammen, og alt kan ske – og sker.
Derfra går Cronenberg fuld body horror-amok i idéer om store kødsår på vid gab og smeltede sanser. Det er en besynderlig fornøjelse at lægge øjne og ører til, fordi filmen er så velskabt, men med det et køligere overblik kunne signalet have gået endnu klarere igennem. Jeg vil dog på ingen måde afvise, at 'Videodrome' vil gro hos mig over tid. Genses skal den i hvert fald.
09/06-2020
