Bankekød og Revolvermænd
5.0
Jeg har engang læst, at denne her italienske spaghettiwestern parodi var med til at gøre det endegyldigt af med en genre, der i forvejen ofte var ret så overdreven og indimellem lidt fjollet.
Noget andet denne film om ”brødrene Trinity” den gjorde, det var at gøre Terence Hill og Bud Spencer til et elsket og succesfuldt makkerpar, især i Europa.
Det er faktisk ikke deres første film sammen, men det er den første komedie, der i øvrigt er bygget på en formel som de kom til at gentage i utallige film sidenhen af meget svingende kvalitet.
En af de bedste var dog stadig denne her megaunderholdende og ofte herligt morsomme western. Den rammer så godt, fordi den på en side gør så vellykket grin med den genre den er udsprunget af, men på samme tid også har beholdt lidt af den hårde og kantede stil som den italienske western ofte var kendt for. Sidenhen blev tonen i deres film ofte mere familievenlig og renskuret.
En anden ting der er svært at stå for, er Hill og Spencer’s fantastiske kemi, deres enorme karisma og deres evige evne til kærligt drillende at spille op mod hinanden, hvor Spencer’s brovtende figur føler sig evigt irriteret på Hill’s charmerende og flabede drengerøv.
Nå ja og så skal jeg også huske at nævne titelsangen ”Trinity (Titoli)”, som egentlig er ret fed. Den måtte Q. Tarantino da også genanvende i hans ”Django Unchained”.
Noget andet denne film om ”brødrene Trinity” den gjorde, det var at gøre Terence Hill og Bud Spencer til et elsket og succesfuldt makkerpar, især i Europa.
Det er faktisk ikke deres første film sammen, men det er den første komedie, der i øvrigt er bygget på en formel som de kom til at gentage i utallige film sidenhen af meget svingende kvalitet.
En af de bedste var dog stadig denne her megaunderholdende og ofte herligt morsomme western. Den rammer så godt, fordi den på en side gør så vellykket grin med den genre den er udsprunget af, men på samme tid også har beholdt lidt af den hårde og kantede stil som den italienske western ofte var kendt for. Sidenhen blev tonen i deres film ofte mere familievenlig og renskuret.
En anden ting der er svært at stå for, er Hill og Spencer’s fantastiske kemi, deres enorme karisma og deres evige evne til kærligt drillende at spille op mod hinanden, hvor Spencer’s brovtende figur føler sig evigt irriteret på Hill’s charmerende og flabede drengerøv.
Nå ja og så skal jeg også huske at nævne titelsangen ”Trinity (Titoli)”, som egentlig er ret fed. Den måtte Q. Tarantino da også genanvende i hans ”Django Unchained”.
14/06-2020
