'Knusende ulykke' til 800, tak!
3.0
Med ‘Oldboy’ slog Chan-wook Park sit navn og sin stil fast som den legesyge drejer af det store, tunge skæbneshjul – som en lystig bøddel, der tilsyneladende nyder sit arbejde. Sydkoreaneren har senere tilrettet sine metoder, men netop ‘Oldboy’ havde en dragende bund af mystik og fremdrift, en cirkuleren nedad i et koldt, forfriskende afløb. Alt det mangler forgængeren ‘Sympathy for Mr. Vengeance’.
Spørgsmålet i ‘Oldboy’, som hele verden forståeligt nok købte ind på, var spørgsmålet om Oh Dae-sus skæbne og det store mysterium bag kidnapningen. I ‘Sympathy for Mr. Vegeance’ er der ikke så meget spørgsmål, som der er hårde, ubehagelige kendsgerninger, der katalogisk glider henover skærmen som opremsninger i et opslagsværk ved navn ‘Lidelse’. Filmen minder om Kim Ki-Duks ‘The Isle’ i sin krampagtige og faktisk lidt skødesløse omgang med mennesker fastklemt i det store ulykkeshjul. Folk råber og skriger, agerer og reagerer, men ingen kan komme ud. Hvis ‘Oldboy’ var en serie velplacerede knytnæveslag, og ‘The Handmaiden’ var en varieret torturseance, er ‘Sympathy for Mr. Vengeance’ et langt kvælertag.
Godt nok formår Park og hans livlige filmfantasi næsten altid at smide noget interessant ind i selv de helt små scener – en kuriøs genstand, en spøjs lyskilde, en kreativ kameravinkel – men i første del af hans hævn-trilogi savner man noget reel næring. Samtidig udkrystalliserer ’Sympathy for Mr. Vengeance’ et af de problemer, jeg har haft med det koreanske filmgeni, siden jeg første gang nød Oh Dae-sus tur ned gennem kaninhullet: Hvor meget mener Park egentlig det her? Er vi egentlig bare seere i hans forfinede gameshow, hvor diverse syndige og skæbnesvangre tematikker står på michelin-menuen?
Egentlig rammer denne film stedvist renere, end den på papiret fortjener. Man svimles af dens ekstreme vold og forstemmes af dens håbløshed, og i den første halve time etablerer Chan-wook Park et fascinerende univers. Men så begynder derouten, og ulykkeshjulet drejer, og pludselig var jeg lidt ligeglad med, hvor det hele endte. De tre stjerner er små.
Spørgsmålet i ‘Oldboy’, som hele verden forståeligt nok købte ind på, var spørgsmålet om Oh Dae-sus skæbne og det store mysterium bag kidnapningen. I ‘Sympathy for Mr. Vegeance’ er der ikke så meget spørgsmål, som der er hårde, ubehagelige kendsgerninger, der katalogisk glider henover skærmen som opremsninger i et opslagsværk ved navn ‘Lidelse’. Filmen minder om Kim Ki-Duks ‘The Isle’ i sin krampagtige og faktisk lidt skødesløse omgang med mennesker fastklemt i det store ulykkeshjul. Folk råber og skriger, agerer og reagerer, men ingen kan komme ud. Hvis ‘Oldboy’ var en serie velplacerede knytnæveslag, og ‘The Handmaiden’ var en varieret torturseance, er ‘Sympathy for Mr. Vengeance’ et langt kvælertag.
Godt nok formår Park og hans livlige filmfantasi næsten altid at smide noget interessant ind i selv de helt små scener – en kuriøs genstand, en spøjs lyskilde, en kreativ kameravinkel – men i første del af hans hævn-trilogi savner man noget reel næring. Samtidig udkrystalliserer ’Sympathy for Mr. Vengeance’ et af de problemer, jeg har haft med det koreanske filmgeni, siden jeg første gang nød Oh Dae-sus tur ned gennem kaninhullet: Hvor meget mener Park egentlig det her? Er vi egentlig bare seere i hans forfinede gameshow, hvor diverse syndige og skæbnesvangre tematikker står på michelin-menuen?
Egentlig rammer denne film stedvist renere, end den på papiret fortjener. Man svimles af dens ekstreme vold og forstemmes af dens håbløshed, og i den første halve time etablerer Chan-wook Park et fascinerende univers. Men så begynder derouten, og ulykkeshjulet drejer, og pludselig var jeg lidt ligeglad med, hvor det hele endte. De tre stjerner er små.
28/06-2020
