Toppen af poppen
5.0
Hvis jeg var filmskaber og skulle lave en romantisk komedie, ville jeg kigge dybt og længe på “Notting Hill”.
Jeg ville hæfte mig ved Richard Curtis’ elegante manuskript, dets perfekt doserede mængder af selvtillid og sårbarhed, der matcher selv det bedste fra Howard Hawks og Billy Wilder. Som den romantiske komedies ukronede konge har Curtis før trådt den gakkede gaspedal i bund og skabt fornøjelige rablerier med gummiansigtet Mr. Bean, ligesom han senere har givet akut sukkerchok med sin glohede hjertevarme i juleklassikeren "Love Actually". I "Notting Hill" rammer han en smuk balance, der forener det bedste fra begge verdener, og som trods sin færden i verdens mest fladtrådte genre faktisk føles frisk.
Hverken Hugh Grant eller Julia Roberts har før eller siden været bedre. De indtager roller, der er deres lige fra starten. Grant er tilpas søvnig, til tider lige lovligt nølende, men også hamrende charmerende som klodshans, mens Roberts vitterligt ligner og lyder som prinsessen med det halve kongerrige. Imens er Rhys Ifans perfekt og vel nærmest trendsættende som Spike (bare hør navnet), den vingeskudte, men standhaftige væbner, der på et tidspunkt får at vide, at den mærkelige yoghurt ikke er yoghurt, men mayonnaise – og nysgerrigt tager en mundfuld til. Man griner, fordi denne fyr virkelig ligner én, der er klar til at give alt en oprigtig chance.
“Notting Hill” forstår og formår at plante de komiske optrin og romantiske mirakler i en virkelig verden befolket af troværdige karakterer. Indimellem ulmer overskuddet, som når Hugh Grant duknakket trasker gennem årstiderne i en teknisk virtuos og stemningsfuld montage til Bill Withers-klassikeren ‘Ain’t No Sunshine’, eller når en rundbordssnak til et spraglet middagsselskab fremtvinger tilværelsens mest banale, men også mest centrale sandheder. Men ellers er fødderne solidt plantet i London-kvarterets asfalt. Stemmerne hæves sjældent, og græde gøres der oftest gennem smil – mest mærkbart i filmens emotionelle nøglescene, hvor en tårevædet Julia Roberts smiler over hele femøren. Præcis den scene rammer alt, hvad den skal, og er et soleklart eksempel på den præcise (person)instruktion, der forsegler succesen "Notting Hill"..
Jeg ville hæfte mig ved Richard Curtis’ elegante manuskript, dets perfekt doserede mængder af selvtillid og sårbarhed, der matcher selv det bedste fra Howard Hawks og Billy Wilder. Som den romantiske komedies ukronede konge har Curtis før trådt den gakkede gaspedal i bund og skabt fornøjelige rablerier med gummiansigtet Mr. Bean, ligesom han senere har givet akut sukkerchok med sin glohede hjertevarme i juleklassikeren "Love Actually". I "Notting Hill" rammer han en smuk balance, der forener det bedste fra begge verdener, og som trods sin færden i verdens mest fladtrådte genre faktisk føles frisk.
Hverken Hugh Grant eller Julia Roberts har før eller siden været bedre. De indtager roller, der er deres lige fra starten. Grant er tilpas søvnig, til tider lige lovligt nølende, men også hamrende charmerende som klodshans, mens Roberts vitterligt ligner og lyder som prinsessen med det halve kongerrige. Imens er Rhys Ifans perfekt og vel nærmest trendsættende som Spike (bare hør navnet), den vingeskudte, men standhaftige væbner, der på et tidspunkt får at vide, at den mærkelige yoghurt ikke er yoghurt, men mayonnaise – og nysgerrigt tager en mundfuld til. Man griner, fordi denne fyr virkelig ligner én, der er klar til at give alt en oprigtig chance.
“Notting Hill” forstår og formår at plante de komiske optrin og romantiske mirakler i en virkelig verden befolket af troværdige karakterer. Indimellem ulmer overskuddet, som når Hugh Grant duknakket trasker gennem årstiderne i en teknisk virtuos og stemningsfuld montage til Bill Withers-klassikeren ‘Ain’t No Sunshine’, eller når en rundbordssnak til et spraglet middagsselskab fremtvinger tilværelsens mest banale, men også mest centrale sandheder. Men ellers er fødderne solidt plantet i London-kvarterets asfalt. Stemmerne hæves sjældent, og græde gøres der oftest gennem smil – mest mærkbart i filmens emotionelle nøglescene, hvor en tårevædet Julia Roberts smiler over hele femøren. Præcis den scene rammer alt, hvad den skal, og er et soleklart eksempel på den præcise (person)instruktion, der forsegler succesen "Notting Hill"..
11/07-2020
