Sensationalistisk simplicitet
3.0
Der er ting ved ‘Dunkirk’, der har naget mig, siden jeg så den første gang. Dengang i 2017, få dage før filmen kom ud, virkede den nagende følelse både forkert og måske endda en smule uretfærdig, lidt som at klage over en fluesværm ved Niagara Falls. Jeg gav filmen fem forsigtige stjerner i en anmeldelse i Fyens Stiftstidende, men søgte hurtigt vished i Imperials 70mm-visning. Ved tredje nylige gennemsyn på blu-ray var Christopher Nolans krigsfilm fortsat et dragende, stedvist overvældende skue, men følelserne fra førstehåndsindtrykket blev også både bekræftet og forstærket.
Mange har kaldt ‘Dunkirk’ Christopher Nolans mest modne film. På mig virker den nu mere som det modsatte. Der er en ivrig, nærmest halelogrende jagt på spænding, der fæstner sig til værket, så snart de første 10 minutter er tilendebragt. Meget er sagt og skrevet om den indledning, og alt er sandt. Det ér uomtvisteligt en af de bedste sekvenser, Nolan nogensinde har skabt, hvilket ikke siger så lidt. Andre sekvenser brænder igennem, blandt andet midtvejs, hvor soldaternes venten ved strandkanten blandt havskum og tåge indfanges med malerisk præcision af Hoyte Van Hoytema, og Hans Zimmers ellers buldrende soundtrack finder en sær, raslende rytme som en flosset brystkasse, der hæver og sænker sig.
Ellers tikker nedtællingsuret derudaf med en utrættelighed, der ender med at trætte, fordi Christopher Nolans nægter at gøre én ret færdig, men stædigt holder tre gryder i kog på fuldt blus. Det skal ikke være nogen hemmelighed og kommer heller næppe som en overraskelse, at Nolan er en af mine yndlingsinstruktører, der i flere film har skubbet grænsene for altopslugende indlevelse i en mainstreamblockbuster. Særligt god er han normalt til at smelte to-tre handlingsforløb sammen i mesterligt krydsklippende midtvejsstykker, som når Harvey Dents fangetransport gennem Gotham ender i Rachel Dawes død i ‘The Dark Knight’, eller når mødet med Dr. Mann ender i en snurrende kosmisk sidsteøjebliksredning i hovedværket ‘Interstellar’.
I ‘Dunkirk’ er krydsklipningen ikke destilleret til en midtvejssekvens, men smurt udover hele filmen. Det er meningen og en del af filmens DNA, ligesom det var i den uopslideligt fascinerende og vellykkede 'The Prestige' samt den lidt mindre slidstærke 'Inception'. Nolan vil indfange krigsens stress og jag på land, til vands og i luften. Visionen er sympatisk, men ender i praksis med at hakke mange potentielt mavevridende scener i småstykker og placere dem i noget, der føles som en spekulativ rækkefølge. Druknende pilot hamrer i sit fastlåste cockpit, mens vandstanden stiger. Soldater svømmer fra en letantændelig oliepøl, mens fjendens fly nærmer sig. Kenneth Branagh kigger mod himlen med hatten i hånden, inden dødens bombe formodes at droppe. Vi kastes rundt mellem forløbene, mens Hans Zimmers alarmmusik hiver og hamrer i øregangene og sætter udråbstegn bag de i forvejen øredøvende råb, og gættekonkurrencen om hvem, hvor og hvornår modarbejder filmens antræk til slående, stumfilmsagtig simplicitet.
Næsten lige så ærgerligt er det, at det fysiske overblik over evakueringen ved Dunkirk går fløjten, muligvis også fordi instruktørens selvjustits ender med at kæntre ham. Man savner flere skibe, flere fly, flere visuelle beviser på fjendens nærvær og ikke mindst de “næsten 300.000 mænd”, som Kenneth Branagh i en slags servicemeddelelse mod slutningen nævner er blevet evakueret fra stranden – af hvad der ligner to håndfulde lystbåde. Nolan er selvudnævnt modstander af CGI, men her havde en større dosis trylleteknik været at foretrække. Der er altså stilistiske huller i skroget, hvilket virker paradoksalt, når ‘Dunkirk’ samtidig er så vanvittigt flot og teknisk veludført en film. Hoyte Van Hoytemas vinkler og farver er konsekvent velvalgte og vibrerer af et genialt blik for filmmediets muligheder, og flere gange gennem ‘Dunkirk’ finder instruktør- og fotografmakkerparret en synergi, der har direkte kurs mod historiebøgerne. Destinationen lurer i horisonten, men er for langt væk. Jeg runder ned til tre stjerner.
Mange har kaldt ‘Dunkirk’ Christopher Nolans mest modne film. På mig virker den nu mere som det modsatte. Der er en ivrig, nærmest halelogrende jagt på spænding, der fæstner sig til værket, så snart de første 10 minutter er tilendebragt. Meget er sagt og skrevet om den indledning, og alt er sandt. Det ér uomtvisteligt en af de bedste sekvenser, Nolan nogensinde har skabt, hvilket ikke siger så lidt. Andre sekvenser brænder igennem, blandt andet midtvejs, hvor soldaternes venten ved strandkanten blandt havskum og tåge indfanges med malerisk præcision af Hoyte Van Hoytema, og Hans Zimmers ellers buldrende soundtrack finder en sær, raslende rytme som en flosset brystkasse, der hæver og sænker sig.
Ellers tikker nedtællingsuret derudaf med en utrættelighed, der ender med at trætte, fordi Christopher Nolans nægter at gøre én ret færdig, men stædigt holder tre gryder i kog på fuldt blus. Det skal ikke være nogen hemmelighed og kommer heller næppe som en overraskelse, at Nolan er en af mine yndlingsinstruktører, der i flere film har skubbet grænsene for altopslugende indlevelse i en mainstreamblockbuster. Særligt god er han normalt til at smelte to-tre handlingsforløb sammen i mesterligt krydsklippende midtvejsstykker, som når Harvey Dents fangetransport gennem Gotham ender i Rachel Dawes død i ‘The Dark Knight’, eller når mødet med Dr. Mann ender i en snurrende kosmisk sidsteøjebliksredning i hovedværket ‘Interstellar’.
I ‘Dunkirk’ er krydsklipningen ikke destilleret til en midtvejssekvens, men smurt udover hele filmen. Det er meningen og en del af filmens DNA, ligesom det var i den uopslideligt fascinerende og vellykkede 'The Prestige' samt den lidt mindre slidstærke 'Inception'. Nolan vil indfange krigsens stress og jag på land, til vands og i luften. Visionen er sympatisk, men ender i praksis med at hakke mange potentielt mavevridende scener i småstykker og placere dem i noget, der føles som en spekulativ rækkefølge. Druknende pilot hamrer i sit fastlåste cockpit, mens vandstanden stiger. Soldater svømmer fra en letantændelig oliepøl, mens fjendens fly nærmer sig. Kenneth Branagh kigger mod himlen med hatten i hånden, inden dødens bombe formodes at droppe. Vi kastes rundt mellem forløbene, mens Hans Zimmers alarmmusik hiver og hamrer i øregangene og sætter udråbstegn bag de i forvejen øredøvende råb, og gættekonkurrencen om hvem, hvor og hvornår modarbejder filmens antræk til slående, stumfilmsagtig simplicitet.
Næsten lige så ærgerligt er det, at det fysiske overblik over evakueringen ved Dunkirk går fløjten, muligvis også fordi instruktørens selvjustits ender med at kæntre ham. Man savner flere skibe, flere fly, flere visuelle beviser på fjendens nærvær og ikke mindst de “næsten 300.000 mænd”, som Kenneth Branagh i en slags servicemeddelelse mod slutningen nævner er blevet evakueret fra stranden – af hvad der ligner to håndfulde lystbåde. Nolan er selvudnævnt modstander af CGI, men her havde en større dosis trylleteknik været at foretrække. Der er altså stilistiske huller i skroget, hvilket virker paradoksalt, når ‘Dunkirk’ samtidig er så vanvittigt flot og teknisk veludført en film. Hoyte Van Hoytemas vinkler og farver er konsekvent velvalgte og vibrerer af et genialt blik for filmmediets muligheder, og flere gange gennem ‘Dunkirk’ finder instruktør- og fotografmakkerparret en synergi, der har direkte kurs mod historiebøgerne. Destinationen lurer i horisonten, men er for langt væk. Jeg runder ned til tre stjerner.
20/07-2020
