Pitt in space

James Grays science-fiction film Ad Astra er et stemningsmættet værk med en overrumplende og sanselig billedside, der er helt uforglemmelig. Jeg var også virkelig glad for den eskalerende æteriske rejse ud i rummet og forsøg på at nå ind i hovedkarakteren selv (i den grad inspireret af Coppolas Dommedag Nu, eller Joseph Conrads litterære forlæg til denne film), og så er Brad Pitt rørende og fremragende i hovedrollen. Desværre sovser Gray sin film ind i subtekst-udtalende og ikke særlig god dialog, hvor de psykologiske og filosofiske betragtninger bliver flade og ligegyldige, især taget i betragtning af, at Pitts præstation bærer ens interesse i sig selv. Gray smider også nogle gumpetunge actionscener ind, mens slutningen føles påklistret sentimental. På trods af alt dette, så var jeg alligevel draget af Ad Astra, for dens ekstraordinære æstetik, dens stemning og nogle fascinerende scener. De fire stjerner er nok små, men Grays film havde en følelse af oplevelse over sig, som fik filmen op på dem.