Sort Fabel

4.0
Instruktør Robert Eggers der bragede kunstnerisk igennem med horrorfilmen ”Vvitch: A New-England Folktale”, følger op med denne sært fascinerende historie, om to mænd og deres isolation på en ø, hvor de passer et fyrtårn.

Som kunstfilm er det en flot og stemnings sort fabel, som man næsten må fænges af. Men det er også en film, der forbliver komplet uspændende, fordi den har mere travlt med abrupt at kaste bizarre scener ind, for at skabe en obskur fornemmelse i publikum, end den har med at skabe et flow i dens fortælling og holde fokus på de personer den omhandler.

Derfor kan det også være svært at vide, hvad man skal få med sig. Er det symbolik man skal tolke på, en rejse ind i et sind der bliver mere og mere tosset. Eller er det måske en analogi over depressiv ensomhed?

Uanset, så er både Robert Pattinson og Willem Dafoe ret fantastiske i hovedrollerne, hvad der får mig til at ønske at filmen havde turde dvæle mere ved deres forhold og de mere stille scener, der er mellem de to. Det er der filmen virkelig bliver levende, i dens i øvrigt fornemme sort og hvide billeder, snævert indrammet til lejligheden.
The Lighthouse