Når Computeren Kalder
2.0
Jeg har kun læst “Ulvehunden/White Fang” af Jack London’s berømmede vildnisromaner. Så hvor tæt denne her lægger sig op ad bogen, ”Når Naturen Kalder” tør jeg ikke sige.
Men med en gennemført rædderlig cgi hund, udstyret med så mange menneskelig egenskaber at den kunne optræde i et Anders And blad, i centrum af fortællingen, så fungerer den absolut ikke for mig uanset.
Jeg må selvfølgelig respektere at dette er udgangspunktet, at man vælger at bevæge sig så langt væk fra grænsen af det realistiske, at filmen føles alt andet end naturlig (så meget for titlens ”The Wild”), hvis det er det man har ønsket.
Men når en slidt Harrison Ford i et stille moment sidder og vil drukne sine sorger i sprut, hvor hunden Buck så vælter glasset, tager flasken, åbner døren og gemmer flasken udenfor, så bliver det mig for meget.
I sig selv fungerer det dog også tvivlsomt, selv hvis man kunne sluge den tydeligt forlorne hund og filmens indfald. Måske også fordi filmen aldrig føles afbalanceret.
Jo, det er let og familievenlig, men dens ønske om at være en flot og underholdende naturfilm, det harmonerer ikke med dens kunstige look, hvor man også mistænker at man har smidt et rigeligt romantiseret filter ind over det visuelle, der også ofte giver filmen et fingeret skær.
Skal man se en god filmatisering af en Jack London roman, så vil jeg meget hellere anbefale netop ”White Fang/Ulvehunden” i 1991 udgaven. Den er alt det gode, som denne her aldrig bliver, selv om jeg dog skal indrømme, at børn muligvis vil more sig stort over Buck’s fjollede påfund og handlinger.
Men med en gennemført rædderlig cgi hund, udstyret med så mange menneskelig egenskaber at den kunne optræde i et Anders And blad, i centrum af fortællingen, så fungerer den absolut ikke for mig uanset.
Jeg må selvfølgelig respektere at dette er udgangspunktet, at man vælger at bevæge sig så langt væk fra grænsen af det realistiske, at filmen føles alt andet end naturlig (så meget for titlens ”The Wild”), hvis det er det man har ønsket.
Men når en slidt Harrison Ford i et stille moment sidder og vil drukne sine sorger i sprut, hvor hunden Buck så vælter glasset, tager flasken, åbner døren og gemmer flasken udenfor, så bliver det mig for meget.
I sig selv fungerer det dog også tvivlsomt, selv hvis man kunne sluge den tydeligt forlorne hund og filmens indfald. Måske også fordi filmen aldrig føles afbalanceret.
Jo, det er let og familievenlig, men dens ønske om at være en flot og underholdende naturfilm, det harmonerer ikke med dens kunstige look, hvor man også mistænker at man har smidt et rigeligt romantiseret filter ind over det visuelle, der også ofte giver filmen et fingeret skær.
Skal man se en god filmatisering af en Jack London roman, så vil jeg meget hellere anbefale netop ”White Fang/Ulvehunden” i 1991 udgaven. Den er alt det gode, som denne her aldrig bliver, selv om jeg dog skal indrømme, at børn muligvis vil more sig stort over Buck’s fjollede påfund og handlinger.
02/08-2020
