Begejstringen udeblev

Det er helt rigtigt, at Werner Herzog har en fremragende evne til at fremmane stemninger ved hjælp af underlægningsmusik, hvilket blandt andet denne films åbningssekvens og slutscene vidner om, og havde han skruet væsentligt mere op for den del, havde filmen opnået flere point hos mig.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg helt grundlæggende havde taget fejl af filmen. Jeg troede, at jeg skulle se et portræt af karakteren Aguirre og hans mani, der lægger til grund for den vanvidsmission, han insisterer på gennemførslen af. Men Klaus Kinskis rolle som Aguirre fylder slet ikke så meget i filmen, som jeg troede. Aguirre er langt henad vejen ret tilbagetrukket, og det er særdeles sparsomt med replikker fra hans side undervejs. Det betyder, at vi aldrig rigtigt bliver kloge på, hvad der egentligt driver ham og rører sig i ham. Karakteren forbliver lidt et mysterium, hvilket ikke nødvendigvis er skidt, men her gør det desværre hele affæren lidt uinvolverende. Klaus Kinski må i mange scener blot må nøjes med at stirre olmt på sin besætning (eller ind i kameraet). Størstedelen af filmen beskæftiger sig i stedet med de ydre trængsler, som vanvidsmissionen medfører, herunder møder med morderiske indianere, farlige floder, uregerlige heste og ikke mindst det stigende vanvid blandt besætningsmedlemmerne. Og her må jeg være bundærlig og indrømme, at når det rent filmtekniske arbejde ikke er bedre end det er, så bliver det altså lidt trivielt at være vidne til. Man kan dog ikke tage fra filmen, at den afrundes meget godt, men da er det lidt for sent.

Denne film holdes højt i ære blandt mange filmentusiaster, men jeg placerer mig i en lidt anden boldgade. Jeg fandt den ikke dårlig, men begejstringen udeblev.