Politi og tidsrøvere
4.0
"Do you expect my entropy to be inverted?"
"No, Mr. Bond, I expect you to die!"
Åh, hvor ville jeg gerne have set Nolan tænde for laserstrålen denne gang i stedet for at forsøge at forklare teknologien bag den.
Det hele starter nemlig så lovende her i Nolans tidsflyvende Rubiks terning, "Tenet". Efter en knivskarp introscene i et koncerthus køres vores protagonist på overbevisende vis i stilling til den mission, han får, og som er hele filmen. Og uden at afsløre noget, så er det noget af en omgang. Men i stedet for at tærske langhalm på den leg med tid, som vi på forhånd ved, Nolan har vovet sig ud i, etablerer man en simpel devise hurtigt. Objekter "spoles tilbage" ved at man i tanke/handling "spoler frem", når man gør noget med dem. Befriende enkelt. Objekterne er så sendt fra fremtiden (eller "inverteret"), og en kvinde i kittel og et stort arkiv-system med en masse skuffer fortæller os, at problemet er omfattende og har været skjult fra offentligheden længe. "Don't try to understand it, feel it", siger hun og Nolan til os, mens de leger med fremtidsdingedoter. Skønt, videre.
Problemet er desværre, at Nolan-splainingen alligevel tager over i perioder senere i filmen, og selvom det ikke er så grelt som det var i "Inception", så kommer den desværre stadig til at stå som et selvmodsigende bump på vejen flere gange - for sorry to say, jeg prøvede altså mere at forstå, end jeg prøvede at føle. Dét kunne "Inception" holde til, fordi den også havde et eksistentialistisk lag. Men den emotionelle kerne i "Tenet" føles - og er - langt fattigere, selvom vi får nogle gode dommedagsgrimasser fra Kenneth Branagh til at holde tingene i skak.
Derfor *skal* "Tenet" kunne levere som blockbusterbrag - det som det helt brede biografpublikum kommer for at få. Spektaklet. Og det gør den da heldigvis også. Boeing 747-scenen er et gedigent sandkasse-øjeblik med Nolan, og de skuffer som bekendt ikke. Baglæns/forlæns slåskampene er innovative og medrivende at kigge på. Det er nyt, det er spændende. Jeg ville gerne have haft lidt mere simpel action med spion-lækre aspekter (nu hvor Nolan ENDELIG har fået lov at lave sin Bond-film), som f.eks. når vi ser Pattinson og Washington wire sig op ad en skyskraber i Spider-Man tempo (hvor sejt så det ikke lige ud?). For hvor meget jeg end elsker at kigge på det store klimaks, mens kuglerne flyver om ørerne på mig, så virkede det bare lidt mere som en "brik" man har forsøgt at putte ind, fremfor en del af værkets helhed. Nuvel, kedeligt var det satme ikke, og Hoyte van Hoytema svinger stadig sit kamera flot.
Man kan nærmest ikke tillade sig at være skuffet over "Tenet", og alligevel er jeg det. Men hvad jeg måske ikke føler, jeg får, det leverer Nolan i ambitionsniveau, og på den måde går vi alligevel begge to glade hjem.
Set i IMAX-format.
"No, Mr. Bond, I expect you to die!"
Åh, hvor ville jeg gerne have set Nolan tænde for laserstrålen denne gang i stedet for at forsøge at forklare teknologien bag den.
Det hele starter nemlig så lovende her i Nolans tidsflyvende Rubiks terning, "Tenet". Efter en knivskarp introscene i et koncerthus køres vores protagonist på overbevisende vis i stilling til den mission, han får, og som er hele filmen. Og uden at afsløre noget, så er det noget af en omgang. Men i stedet for at tærske langhalm på den leg med tid, som vi på forhånd ved, Nolan har vovet sig ud i, etablerer man en simpel devise hurtigt. Objekter "spoles tilbage" ved at man i tanke/handling "spoler frem", når man gør noget med dem. Befriende enkelt. Objekterne er så sendt fra fremtiden (eller "inverteret"), og en kvinde i kittel og et stort arkiv-system med en masse skuffer fortæller os, at problemet er omfattende og har været skjult fra offentligheden længe. "Don't try to understand it, feel it", siger hun og Nolan til os, mens de leger med fremtidsdingedoter. Skønt, videre.
Problemet er desværre, at Nolan-splainingen alligevel tager over i perioder senere i filmen, og selvom det ikke er så grelt som det var i "Inception", så kommer den desværre stadig til at stå som et selvmodsigende bump på vejen flere gange - for sorry to say, jeg prøvede altså mere at forstå, end jeg prøvede at føle. Dét kunne "Inception" holde til, fordi den også havde et eksistentialistisk lag. Men den emotionelle kerne i "Tenet" føles - og er - langt fattigere, selvom vi får nogle gode dommedagsgrimasser fra Kenneth Branagh til at holde tingene i skak.
Derfor *skal* "Tenet" kunne levere som blockbusterbrag - det som det helt brede biografpublikum kommer for at få. Spektaklet. Og det gør den da heldigvis også. Boeing 747-scenen er et gedigent sandkasse-øjeblik med Nolan, og de skuffer som bekendt ikke. Baglæns/forlæns slåskampene er innovative og medrivende at kigge på. Det er nyt, det er spændende. Jeg ville gerne have haft lidt mere simpel action med spion-lækre aspekter (nu hvor Nolan ENDELIG har fået lov at lave sin Bond-film), som f.eks. når vi ser Pattinson og Washington wire sig op ad en skyskraber i Spider-Man tempo (hvor sejt så det ikke lige ud?). For hvor meget jeg end elsker at kigge på det store klimaks, mens kuglerne flyver om ørerne på mig, så virkede det bare lidt mere som en "brik" man har forsøgt at putte ind, fremfor en del af værkets helhed. Nuvel, kedeligt var det satme ikke, og Hoyte van Hoytema svinger stadig sit kamera flot.
Man kan nærmest ikke tillade sig at være skuffet over "Tenet", og alligevel er jeg det. Men hvad jeg måske ikke føler, jeg får, det leverer Nolan i ambitionsniveau, og på den måde går vi alligevel begge to glade hjem.
Set i IMAX-format.
04/09-2020
