Mikado i en rallybil
2.0
Undervejs i ‘Tenet’ kom jeg – måske for at afværge følelsen af dyb og sårende skuffelse – til at tænke på Rally Mikado, en fiktiv sportsgren præsenteret i Oliver Zahle-programmet ’Sportens top 10’: Én kører vanvidskørsel med begge hænder på rettet, mens en anden forsøger at spille mikado på passagersædet.
Noget i logikken bag Christopher Nolans nye film synes ligeså absurd. Her skal der laves hjernegymnastik og jongleres med ‘hønen eller ægget’-paradokser og brydes trættende gåder om hvem, hvad og hvor, mens kampen mod verdensuret dunker mod trommehinderne. Dommedagsknappen sidder i øvrigt på håndleddet af en ond russer, der spytter på kvinder, inden han sparker dem i maven, og hele verdenshistorien står på spil, men er måske i virkeligheden afgjort på forhånd.
“Does your head hurt yet?” spørger én af karaktererne (fandme) undervejs, og det er et af mange eksempler på, hvorfor det her er Christopher Nolans dårligste manuskript til dato. Selv hvis femøren en dag falder, og filmens jagt på sin egen hale pludselig giver mening for mig, vil ‘Tenet’ stadig være plaget af replikker, ja endda hele dialogscener, der føles fuldkommen uden for rækkevidde, og som nærmest retfærdiggør en spoof-version. Jeg har altid taget Nolans forklaringstunge replikker i forsvar, fordi hans film ofte henvender sig til et bredt publikum, men her bliver det ekstremt meget for meget.
Der er to film inde i ‘Tenet’, der konstant kæmper om plads. Den ene er løssluppen, legesyg og intuitiv. Den anden er akademisk, timet og tilrettelagt. En kugle flyver tilbage ind i løbet på en pistol og neutraliserer sit eget skudhul og er på en måde et mix af de to verdener – action-aktivt og hovedbrydende. Men synet er ligeså kraftløst, som idéen er tvivlsom. Til sidst føles det som træpinde, der slår mod indersiden af rallybilens ruder, når to forskelligfarvede hold rykker ind for at redde verden på bedste Counter Strike-manér. Nogen bør slukke motoren og træde ud af bilen og betragte hele setuppet fra afstand. Det sker bare ikke.
Jeg cykler dagligt forbi ‘Tenet’-plakaten ved busstoppesteder og biografer og undrer mig over, hvorfor intet i mig har lyst til at tage i biffen og prøve igen. Samtidig kender jeg godt svaret: ‘Tenet’ mangler en indre tiltrækningskraft, et sug, der kan drage mig ind i dens favn. Lige nu står mig og ‘Tenet’ med korslagte arme og kigger på hinanden. Noget føles, som om det endnu ikke er begyndt. Men det er allerede for sent.
Noget i logikken bag Christopher Nolans nye film synes ligeså absurd. Her skal der laves hjernegymnastik og jongleres med ‘hønen eller ægget’-paradokser og brydes trættende gåder om hvem, hvad og hvor, mens kampen mod verdensuret dunker mod trommehinderne. Dommedagsknappen sidder i øvrigt på håndleddet af en ond russer, der spytter på kvinder, inden han sparker dem i maven, og hele verdenshistorien står på spil, men er måske i virkeligheden afgjort på forhånd.
“Does your head hurt yet?” spørger én af karaktererne (fandme) undervejs, og det er et af mange eksempler på, hvorfor det her er Christopher Nolans dårligste manuskript til dato. Selv hvis femøren en dag falder, og filmens jagt på sin egen hale pludselig giver mening for mig, vil ‘Tenet’ stadig være plaget af replikker, ja endda hele dialogscener, der føles fuldkommen uden for rækkevidde, og som nærmest retfærdiggør en spoof-version. Jeg har altid taget Nolans forklaringstunge replikker i forsvar, fordi hans film ofte henvender sig til et bredt publikum, men her bliver det ekstremt meget for meget.
Der er to film inde i ‘Tenet’, der konstant kæmper om plads. Den ene er løssluppen, legesyg og intuitiv. Den anden er akademisk, timet og tilrettelagt. En kugle flyver tilbage ind i løbet på en pistol og neutraliserer sit eget skudhul og er på en måde et mix af de to verdener – action-aktivt og hovedbrydende. Men synet er ligeså kraftløst, som idéen er tvivlsom. Til sidst føles det som træpinde, der slår mod indersiden af rallybilens ruder, når to forskelligfarvede hold rykker ind for at redde verden på bedste Counter Strike-manér. Nogen bør slukke motoren og træde ud af bilen og betragte hele setuppet fra afstand. Det sker bare ikke.
Jeg cykler dagligt forbi ‘Tenet’-plakaten ved busstoppesteder og biografer og undrer mig over, hvorfor intet i mig har lyst til at tage i biffen og prøve igen. Samtidig kender jeg godt svaret: ‘Tenet’ mangler en indre tiltrækningskraft, et sug, der kan drage mig ind i dens favn. Lige nu står mig og ‘Tenet’ med korslagte arme og kigger på hinanden. Noget føles, som om det endnu ikke er begyndt. Men det er allerede for sent.
10/09-2020
