Mææææægtigt Underholdende

4.0
Jeg har altid fundet den iderigdom der er at finde i Nick Park’s hyggelige fårede univers, vældigt underholdende. Man får gode grin for pengene så at sige og det er jo mææægtigt.

Det gør sig også gældende denne gang, i den anden spillefilm om fåret Shaun og hans venner, der her får besøg af en sød lille alien, der gerne vil hjem.

Man kan altid diskutere, om hele denne verden uden (mange) ord, fyldt med elskværdige figurer, den egner sig bedre til de korte afsnit man ser i Tv. Men rent faktisk rykker historien rigtigt godt og ofte står ideerne og de herligt skøre påfund næsten i kø.

Filmen forsøger sig også med et par mere alvorsfulde øjeblikke, hvor man også gerne vil ramme lidt melankolsk og magisk. Men her fejler filmen altså, særligt fordi den lille alien-unge slet ikke er nær så nuttet som den burde være og også mangler lidt personlighed.

Heldigvis vælger filmen det meste af tiden, at træde speederen i bund og drøne derudaf uden at se sig tilbage.

Første film var muligvis en uldtot bedre, men er man til claymation-stilen og Nick Park’s kreation, så skal man unde sig selv at se denne her. Gerne med ens børn, har man sådanne.
F for får 2: Fårmageddon