It's a Wonderful Dive
4.0
Jeg fejrede Brian De Palmas fødselsdag for ikke så længe siden med en film, og valget faldt på "Snake Eyes", som jeg ikke havde set i længe længe tider. Egentlig huskede jeg den som en fuser, men ned fra hylden kom den altså.
Og det var faktisk en helt okay oplevelse. Allright, sagt med det samme, 'De Palma møder Nicolas Cage møder statshemmeligheder' er en varedeklaration, som den her film ikke kan leve op til. Og det er i sidste led, den knækker, det politiske dobbeltspil, som er skåret så lige ud af kagen og placeret så kedeligt på tallerkenen, at fusen går af thriller-ballonen for hurtigt.
Men jeg må indrømme, at som genrefilm er "Snake Eyes" bedre, end jeg huskede den. Den har faktisk et ret langt medrivende start-midterstykke, hvor De Palma har helt styr på sine virkemidler. Blandt andet med nogle skønne tracking shots og en glimrende brug af musik - Hitchcock'sk naturligvis, ligesom det er svært stå for De Palmas referencer til Hitch i det hele taget; flere af dem mindre subtile end en løvblæser :-)
Godt, at filmen ikke slutter med Rick nede ved havnemolen sammen med sin søn, for det ville forråde lige præcis det, der gør, at man er interesseret undervejs. Nemlig Ricks korte rejse fra asshole til dedikeret betjent, til dekoreret betjent og tilbage igen. Med gennemførte - og ret nødvendige - flashbacksekvenser indlagt til at bryde med kronologien, heldigvis, for det *er* indrømmet en lidt hurtig tur, Rick tager fra 1) til 2). Men Nicolas Cage camouflerer det egentlig ret godt med en veloplagt præstation. Jeg mindes, den gode sandmand engang har sagt, han er total Bogart her. Det er han indiskutabelt i filmens sidste scene i hvert fald, men jeg tænkte faktisk også meget på en moderne James Stewart undervejs i Cage' bravado-optræden.
Godkendt gensyn.
Og det var faktisk en helt okay oplevelse. Allright, sagt med det samme, 'De Palma møder Nicolas Cage møder statshemmeligheder' er en varedeklaration, som den her film ikke kan leve op til. Og det er i sidste led, den knækker, det politiske dobbeltspil, som er skåret så lige ud af kagen og placeret så kedeligt på tallerkenen, at fusen går af thriller-ballonen for hurtigt.
Men jeg må indrømme, at som genrefilm er "Snake Eyes" bedre, end jeg huskede den. Den har faktisk et ret langt medrivende start-midterstykke, hvor De Palma har helt styr på sine virkemidler. Blandt andet med nogle skønne tracking shots og en glimrende brug af musik - Hitchcock'sk naturligvis, ligesom det er svært stå for De Palmas referencer til Hitch i det hele taget; flere af dem mindre subtile end en løvblæser :-)
Godt, at filmen ikke slutter med Rick nede ved havnemolen sammen med sin søn, for det ville forråde lige præcis det, der gør, at man er interesseret undervejs. Nemlig Ricks korte rejse fra asshole til dedikeret betjent, til dekoreret betjent og tilbage igen. Med gennemførte - og ret nødvendige - flashbacksekvenser indlagt til at bryde med kronologien, heldigvis, for det *er* indrømmet en lidt hurtig tur, Rick tager fra 1) til 2). Men Nicolas Cage camouflerer det egentlig ret godt med en veloplagt præstation. Jeg mindes, den gode sandmand engang har sagt, han er total Bogart her. Det er han indiskutabelt i filmens sidste scene i hvert fald, men jeg tænkte faktisk også meget på en moderne James Stewart undervejs i Cage' bravado-optræden.
Godkendt gensyn.
23/09-2020
