Twistin' Med Short

5.0
Jeg har altid holdt meget af denne ofte fjollede, men også virkelig morsomt underholdende sci-fic komedie, hvor Dennis Quaid formindskes sammen med et specielbygget fartøj og ender i kroppen på en forrygende sjov og veloplagt Martin Short, der forfølges af en organisation der vil have fingre i teknologien for enhver pris.

Da jeg så den tilbage i 80’erne, fandt jeg indrømmet Quaid var den seje og Short en smule trættende, om end han bar rollen. I dag har fokus skiftet, nu ser jeg at Quaid er en lettere selvfed helt, der dog vinder med tiden, mens man straks sympatiserer med Shorts hypokonder.

Og ja, Short bærer virkelig rollen, selv i mere tåkrummende scener, som da han skal danse fjollet og fuld rundt alene til Sam Cook’s fremragende ”Twistin’ The Night Away”, i hvad der nok må betegnes som typisk 80’er humor af værste skuffe. Han taber aldrig masken, men giver den bare max gas.

Men ellers er det en solidt fortalt historie, man indrømmet ikke skal skænke for mange tanker i forhold til logik og troværdighed. Kan man undlade det og leve med, at det på mange måder er en film af sin tid, så er det om at holde fast og tage med på en fantastiske rejse, eller burde jeg skrive ”Fantastic Voyage”.
Min mikro-makker