dengang det samme som nu

I anledning af premieren på Behn Zeitlins nye film, Wendy (som jeg glæder mig til at se), følte jeg for et gensyn med hans velmodtagne debutfilm. Og her anden gang har jeg de samme problemer med Hushpuppy, som jeg havde, da jeg i sin tid så den i biografen, nemlig at jeg, på trods af værkets sanselige filmsprog, en fantasifuld magiskrealisme, en imponerende eksekvering i et spændende miljø, og interessante ansigter i rollerne, langt henad vej ikke bliver ramt eller emotionel medrevet af Hushpuppy. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men måske er det fordi, at jeg ikke helt kan mærke kernen i Zeitlins film og hvad den samlende tematik i de mange, fabulerende træk er. Det er, op indtil det sidste kvarter, hvor jeg føler bedre hvad det er, som Zeitlin vil fortælle, og udover enkelte scener og flere momenter løbende, så er det kun her til sidst, hvor Hushpuppy for alvor lever for mig. Det gør den så nok til de fire, små stjerner.