Har den stået for længe?
3.0
5-10 minutter inde i ‘Druk’ spørger en af filmens fire kedelige gymnasielærere sin kone, om han er blevet kedelig. Han ligger i et hjørne af villaen og læser en bog og er iført et par virkelig kedelige briller. Konen siger, at det ved hun ikke, men at han da i hvert fald “ikke er, som da vi mødte hinanden.”
Kort forinden er mændene blevet vist som fire farveløse tørvetrillere, der kigger stift gennem rummet i de klasselokaler, de bemander, eller simpelthen bare læser avis, mens eleverne render omkring. De er ugidelige og umotiverede. Deres tid er forbi.
Midtlivskrisen skal jeg ikke gøre grin af. Det skal jeg virkelig ikke, for jeg ender der 100 procent selv. Skildringen af de fire livløse mænd er bare for firkantet og unuanceret til, at jeg kan tage den alvorligt. Selvfølgelig behøver det ikke handle om, hvem der kan skrive det mest facetterede og uforcerede manuskript – slet ikke, når Thomas Vinterberg tydeligvis vil nå de allerbagerste stolerækker og tale til både studenterhuer og klaphatte – men her føles plot og replikker dybest set, som om de bare gerne vil frem til pointen.
Måske fordi den personlige tragedie, der udsatte optagelserne af ‘Druk’, har fået projektet til at stå for længe. Det er en mulighed, jeg ikke kan ignorere. Er det kunstneriske overskud simpelthen blevet overtrumfet af kraftanstrengelsens tunnelsyn?
En film som ‘Toni Erdmann’ er et klasseeksempel på, at et absurd, sorthumoristisk plot kræver præcision, gehør og ejendommelige detaljer, hvis det for alvor skal rodfæstes i en leverpostejsvirkelighed. De elementer er der meget få af i ‘Druk’. Når nætterne bliver lange, og sveden pibler frem på panderne, og Lars Ranthe (og det er en fascinerende detalje) pludselig sidder barmavet foran et piano i tæt tobaksrøg, rammer Thomas Vinterbergs film en nerve. Men det kan ikke holde sammen på tingene.
Inde i ‘Druk’ er der en spændende og seriøst vedkommende film om fire mænd, der smådrikker for at holde sig oppe. Den film saboteres ret hurtigt af et eskalerende drikkeri, der brænder chancen for at udforske de små rum i den halve promille. På et tidspunkt tumler Thomas Bo Larsen ind på lærerværelset midt i et krisemøde, småsludrende og stinkende stiv, inden han vælter en række tomme stole og falder i døråbningen på vej ud. Her føler man sig tættere på ‘Klassefesten’ end det tankevækkende psykologiske karakter- og nationsportræt, som ‘Druk’ glimtvis ligner.
Kort forinden er mændene blevet vist som fire farveløse tørvetrillere, der kigger stift gennem rummet i de klasselokaler, de bemander, eller simpelthen bare læser avis, mens eleverne render omkring. De er ugidelige og umotiverede. Deres tid er forbi.
Midtlivskrisen skal jeg ikke gøre grin af. Det skal jeg virkelig ikke, for jeg ender der 100 procent selv. Skildringen af de fire livløse mænd er bare for firkantet og unuanceret til, at jeg kan tage den alvorligt. Selvfølgelig behøver det ikke handle om, hvem der kan skrive det mest facetterede og uforcerede manuskript – slet ikke, når Thomas Vinterberg tydeligvis vil nå de allerbagerste stolerækker og tale til både studenterhuer og klaphatte – men her føles plot og replikker dybest set, som om de bare gerne vil frem til pointen.
Måske fordi den personlige tragedie, der udsatte optagelserne af ‘Druk’, har fået projektet til at stå for længe. Det er en mulighed, jeg ikke kan ignorere. Er det kunstneriske overskud simpelthen blevet overtrumfet af kraftanstrengelsens tunnelsyn?
En film som ‘Toni Erdmann’ er et klasseeksempel på, at et absurd, sorthumoristisk plot kræver præcision, gehør og ejendommelige detaljer, hvis det for alvor skal rodfæstes i en leverpostejsvirkelighed. De elementer er der meget få af i ‘Druk’. Når nætterne bliver lange, og sveden pibler frem på panderne, og Lars Ranthe (og det er en fascinerende detalje) pludselig sidder barmavet foran et piano i tæt tobaksrøg, rammer Thomas Vinterbergs film en nerve. Men det kan ikke holde sammen på tingene.
Inde i ‘Druk’ er der en spændende og seriøst vedkommende film om fire mænd, der smådrikker for at holde sig oppe. Den film saboteres ret hurtigt af et eskalerende drikkeri, der brænder chancen for at udforske de små rum i den halve promille. På et tidspunkt tumler Thomas Bo Larsen ind på lærerværelset midt i et krisemøde, småsludrende og stinkende stiv, inden han vælter en række tomme stole og falder i døråbningen på vej ud. Her føler man sig tættere på ‘Klassefesten’ end det tankevækkende psykologiske karakter- og nationsportræt, som ‘Druk’ glimtvis ligner.
17/10-2020
