Angst og Traumer
5.0
Der er lavet flere film, der har leget med tanken om hvis man kunnen gøre sig usynlig. Den bedste er 1933 versionen med en fremragende Claude Rains i hovedrollen.
Fælles for de fleste, hvis ikke dem alle er, at de har fokuseret på den der er usynlig og hvad det fører med sig.
Der har man denne gang valgt at rette fokus mod offeret og det med uventet succes må jeg sige.
Modsat 1933 versionen (og andre) mister historien måske sin relevans, set i et bredere samfundsmæssig perspektiv og også evnen til måske at sige noget om os som mennesker, når vi får en magt der er så stor, at den kan ende med at korrumpere os.
Til gengæld rammer den som horror, en knugende og skræmmende spænding, hvor den fungerer fremragende som rent gys, hvis man kun søger dette.
Men man kan også tillægge den mere, et dybere og mere personligt perspektiv. Nemlig den følelse, den psykologiske terror som voldsramte kvinder bærer med sig. Eller kvinder der oplever at deres eks stalker dem.
En film kan naturligvis aldrig gengive den påvirkning dette har. Men tættere end på end her, kommer vi nok ikke.
Derfor virker denne 2020 udgave af ”Den Usynlige Mand” også så godt, fordi den er velfungerende som horror, men også kan lidt mere end det, rent tematisk og så er Elisabeth Moss så gennemført troværdig og menneskelig, at hun bliver en bærende del af at man relaterer til hendes karakter. Fantastisk!
Det er instruktør Leigh Whannell’s 3. film og er endnu et kvalitetsstep op, i forhold til den habile, men lidt ujævne ”Upgrade”. Jeg glæder mig til at se, hvad han kan få ud af ”The Wolfman”.
Fælles for de fleste, hvis ikke dem alle er, at de har fokuseret på den der er usynlig og hvad det fører med sig.
Der har man denne gang valgt at rette fokus mod offeret og det med uventet succes må jeg sige.
Modsat 1933 versionen (og andre) mister historien måske sin relevans, set i et bredere samfundsmæssig perspektiv og også evnen til måske at sige noget om os som mennesker, når vi får en magt der er så stor, at den kan ende med at korrumpere os.
Til gengæld rammer den som horror, en knugende og skræmmende spænding, hvor den fungerer fremragende som rent gys, hvis man kun søger dette.
Men man kan også tillægge den mere, et dybere og mere personligt perspektiv. Nemlig den følelse, den psykologiske terror som voldsramte kvinder bærer med sig. Eller kvinder der oplever at deres eks stalker dem.
En film kan naturligvis aldrig gengive den påvirkning dette har. Men tættere end på end her, kommer vi nok ikke.
Derfor virker denne 2020 udgave af ”Den Usynlige Mand” også så godt, fordi den er velfungerende som horror, men også kan lidt mere end det, rent tematisk og så er Elisabeth Moss så gennemført troværdig og menneskelig, at hun bliver en bærende del af at man relaterer til hendes karakter. Fantastisk!
Det er instruktør Leigh Whannell’s 3. film og er endnu et kvalitetsstep op, i forhold til den habile, men lidt ujævne ”Upgrade”. Jeg glæder mig til at se, hvad han kan få ud af ”The Wolfman”.
31/10-2020
