Tilbage På Samlebåndet
3.0
Pixar/Disney har lavet nogle af de nogle af de bedste, mest rørende og underholdende originale computertegnefilm, siden de i 1995 bragende igennem lydmuren med deres første spillefilm ”Toy Story”.
Jeg synes dog at bemærke, at det kan virke som har der de senere år sneget sig en smule metaltræthed ind i deres film, der ofte falder mere i med den enorme mængde af lignende produkter, der kan føles som sprøjtes de ud på samlebånd.
”Fremad” som den hedder på dansk, er da desværre heller ikke en film der udmærker sig og hæver sig over gennemsnittet af farveglade og fjollede familiefilm i samme dur.
Pixar, her med Dan Scanlon som instruktør, forsøger sig ellers med deres velkendte virkemidler, hvor det lettere rørstrømske og melankolske og nostalgiske blandes med de vilde påfund og sjove ideer.
Historien om en eventyrverden der har mistet sin magi og er blevet til et sted der minder umiskendeligt meget om den vestelige verden, bare med trold, fabeldyr og andet fra fantasiens hylder, har nok bare lydt bedre på papiret end den gør som spillefilm.
Jo, filmens to brødre er skam sympatiske, om end lidt for velkendte og deres jagt på en magisk sten, så de kan få endnu en dag med deres afdøde far, er da til at føle på og med.
De gammelkendte pointer om at finde modet i hjertet, at man kan mere end man går og tror og så videre, kan man jo heller ikke sige så meget til, uden at man selvsagt kender dem.
Men uanset hvor hårdt der prøves, så letter filmen bare aldrig helt op med de bedste, mesterværker som ”Up”, ”Toy Story 2” og andre. De gode ideer, de føles aldrig som om de vitterligt bliver rigtig gode, med få undtagelser naturligvis.
Jeg synes dog at bemærke, at det kan virke som har der de senere år sneget sig en smule metaltræthed ind i deres film, der ofte falder mere i med den enorme mængde af lignende produkter, der kan føles som sprøjtes de ud på samlebånd.
”Fremad” som den hedder på dansk, er da desværre heller ikke en film der udmærker sig og hæver sig over gennemsnittet af farveglade og fjollede familiefilm i samme dur.
Pixar, her med Dan Scanlon som instruktør, forsøger sig ellers med deres velkendte virkemidler, hvor det lettere rørstrømske og melankolske og nostalgiske blandes med de vilde påfund og sjove ideer.
Historien om en eventyrverden der har mistet sin magi og er blevet til et sted der minder umiskendeligt meget om den vestelige verden, bare med trold, fabeldyr og andet fra fantasiens hylder, har nok bare lydt bedre på papiret end den gør som spillefilm.
Jo, filmens to brødre er skam sympatiske, om end lidt for velkendte og deres jagt på en magisk sten, så de kan få endnu en dag med deres afdøde far, er da til at føle på og med.
De gammelkendte pointer om at finde modet i hjertet, at man kan mere end man går og tror og så videre, kan man jo heller ikke sige så meget til, uden at man selvsagt kender dem.
Men uanset hvor hårdt der prøves, så letter filmen bare aldrig helt op med de bedste, mesterværker som ”Up”, ”Toy Story 2” og andre. De gode ideer, de føles aldrig som om de vitterligt bliver rigtig gode, med få undtagelser naturligvis.
13/11-2020
