Rocky gå hjem
4.0
Indtrængende og sympatisk boksefilm om den nordiske konflikt
Jim Sheridan har tidligere med "In the name of the Father" beskæftiget sig med den nordirske konflikt, og med sin nye film "The Boxer" vender han tilbage til den igen. Der er da også konfliktstof til utallige film i den onde voldsspiral i "the trouble", som nordirerne selv kalder situationen. Alle kan se katastrofen, men ingen vil give sig en milimeter for at stoppe den. Der er dog trods alt, som filmen også viser, kommet en skrøbelig våbenhvile i stand, som har tændt et lille håb - uden nogen dog er i tvivl om, at situationen kan eksplodere igen hvert sekund.
Daniel Day-Lewis spiller bokseren Danny, der har spildt 14 år af sit liv i fængslet, efter han blev taget i en IRA-aktion. Nu er han dødtræt af krigen og IRA, og vil bare have ro til at begynde at bokse igen. Men der er problemer, for Danny havde, før han røg i spjældet, et forhold til Maggie, spillet af Emily Watson. Hun giftede sig senere med hans bedste ven, som nu også sidder i fængsel, og har efterladt hende som "krigsfangebrud", som det koster et par knæskaller at pille ved. Men følelserne mellem de to blusser selvfølgelig op igen, og da Danny åbner en bokseklub, hvor både protestanter og katolikker er velkomne, er han snart begravet til halsen i nordirlandkonflikten igen.
Afdæmpet og ægte
Den person som har castet "The Boxer" har haft en ualmindelig heldig hånd under prøvefilmingen. Daniel Day-Lewis slidte og barske udtryk er perfekt til rollen som den prøvede bokser, og samtidig har han lært sig boksningens bevægelser og teknik, så det ser meget overbevisende ud. Og Emily Watson er netop ikke fotomodel-køn, så hun virker utroværdig i miljøet, men derimod lidt lurvet og melankolsk i det, så man tror på hendes figur. Skuespillet er afdæmpet, og det er hele filmen på en måde også. Den er fortalt i et diskret, underspillet filmsprog, med et smadret Belfast i baggrunden, og en meget lidt bombastisk lydside.
Netop lydsiden er et af de steder, hvor det er meget tydeligt, at det her er engelsk film, og ikke en Hollywoodproduktion. Der er ikke noget "Rocky" over boksekampene, hvor vi f.eks. ikke får den afgørende kamp mod den uovervindelige mester med triumferende underlægningsmusik. Og personskildringen er flertydig, så også skurkene har gode sider, og personernes dilemmaer er lige netop så umulige som de må være for rigtige mennesker i Belfast. Der er ingen lette løsninger.
Blandingen af bred underholdningsfilm og den politiske behandling af et umuligt problem fungerer overraskende godt, især som filmen skrider frem, og man gradvist bliver involveret i personerne. Man kan ikke andet end have respekt for en film, der tager det svære standpunkt, at freden trods de næsten uoverskuelige forhindringer, og konfliktens uendeligt komplicerede karakter er den eneste vej frem, selv om også vejen til den er brolagt med bitre tilbageslag. Det er en medrivende og indtrængende film, der rækker langt ud over bare Nordirlands situation.
Jim Sheridan har tidligere med "In the name of the Father" beskæftiget sig med den nordirske konflikt, og med sin nye film "The Boxer" vender han tilbage til den igen. Der er da også konfliktstof til utallige film i den onde voldsspiral i "the trouble", som nordirerne selv kalder situationen. Alle kan se katastrofen, men ingen vil give sig en milimeter for at stoppe den. Der er dog trods alt, som filmen også viser, kommet en skrøbelig våbenhvile i stand, som har tændt et lille håb - uden nogen dog er i tvivl om, at situationen kan eksplodere igen hvert sekund.
Daniel Day-Lewis spiller bokseren Danny, der har spildt 14 år af sit liv i fængslet, efter han blev taget i en IRA-aktion. Nu er han dødtræt af krigen og IRA, og vil bare have ro til at begynde at bokse igen. Men der er problemer, for Danny havde, før han røg i spjældet, et forhold til Maggie, spillet af Emily Watson. Hun giftede sig senere med hans bedste ven, som nu også sidder i fængsel, og har efterladt hende som "krigsfangebrud", som det koster et par knæskaller at pille ved. Men følelserne mellem de to blusser selvfølgelig op igen, og da Danny åbner en bokseklub, hvor både protestanter og katolikker er velkomne, er han snart begravet til halsen i nordirlandkonflikten igen.
Afdæmpet og ægte
Den person som har castet "The Boxer" har haft en ualmindelig heldig hånd under prøvefilmingen. Daniel Day-Lewis slidte og barske udtryk er perfekt til rollen som den prøvede bokser, og samtidig har han lært sig boksningens bevægelser og teknik, så det ser meget overbevisende ud. Og Emily Watson er netop ikke fotomodel-køn, så hun virker utroværdig i miljøet, men derimod lidt lurvet og melankolsk i det, så man tror på hendes figur. Skuespillet er afdæmpet, og det er hele filmen på en måde også. Den er fortalt i et diskret, underspillet filmsprog, med et smadret Belfast i baggrunden, og en meget lidt bombastisk lydside.
Netop lydsiden er et af de steder, hvor det er meget tydeligt, at det her er engelsk film, og ikke en Hollywoodproduktion. Der er ikke noget "Rocky" over boksekampene, hvor vi f.eks. ikke får den afgørende kamp mod den uovervindelige mester med triumferende underlægningsmusik. Og personskildringen er flertydig, så også skurkene har gode sider, og personernes dilemmaer er lige netop så umulige som de må være for rigtige mennesker i Belfast. Der er ingen lette løsninger.
Blandingen af bred underholdningsfilm og den politiske behandling af et umuligt problem fungerer overraskende godt, især som filmen skrider frem, og man gradvist bliver involveret i personerne. Man kan ikke andet end have respekt for en film, der tager det svære standpunkt, at freden trods de næsten uoverskuelige forhindringer, og konfliktens uendeligt komplicerede karakter er den eneste vej frem, selv om også vejen til den er brolagt med bitre tilbageslag. Det er en medrivende og indtrængende film, der rækker langt ud over bare Nordirlands situation.
19/11-2018
