Radiostjernen Stern
2.0
Filmatiseringen af den berømte og berygtede radiovært Howard Sterns selvbiografi er, overraskende nok, fredelig og velfriseret.
Mediestormer. Det er, hvad Howard Stern er. Ikke billedstormer, for hans medie er radioen. Gennem noget så gammeldags som radioen, opnår han noget så gammeldags som at provokere folk. Almindelige, pæne, borgerlige folk. Med snak om pik, kusse, røv og patter. Men også med mere politisk sprængfarlige emner som racisme eller USA's evigt blødende sår, Vietnam-krigen.
Autencitet
"Private Parts", Sterns selvbiografi fra 1993, er nu blevet til filmen "Private Parts" med Stern selv i hovedrollen og en række andre af de autentiske personer, der spiller sig selv. Det er sådan set meget skægt på den måde at smugle lidt virkelighed ind i filmens verden. På den anden side har det muligvis været medvirkende til at gøre filmen lidt vel tam - man kan jo godt lave sjov med sig selv, men ikke alt for meget...
Det kan godt undre i tilfældet Howard Stern, der ellers nok kan være selvudleverende, grænsende til det patologiske. Som når han ud i æteren sender en net lille satire over hans kones ufrivillige abort fra dagen før. Men da det kom til planlægningen af en hel spillefilm, har Stern åbenbart været temmeligt bevidst om, når alt kom til alt, at fremstå som et følsomt menneske. Misforstået, men rigtig godt gammeldags god på bunden.
Politisk bid
Kun i enkelte passager får filmen det bid, der kendetegner Stern, når han er bedst - eller værst. Hans indlæg om Vietnam er muligvis perfidt, men ikke desto mindre uhyggeligt, for vi frygter, at det bærer et gran sandhed. Da kommer "Private Parts" tættest på at provokere. Fordi den morer sit publikum med noget, det dybest set ikke vil mores af. Og da begynder den at blive interessant.
Men det varer ikke sådan ved, for onkel Howard er ganske vist en mediestormer, men ikke en billedstormer. Hvor han er rå, pågående og provokerende i radioen, er han vældig flink, nydelig og familievenlig i biografen. Det er der vel ikke nødvendigvis noget galt i, men det er næppe, hvad hans trofaste fanskare forventer af ham. Og i længden bliver det ærligt talt også uinteressant for os andre, så med mindre man er ganske overbevist om noget andet, placerer "Private Parts" sig stilfærdigt i kategorien "kan undværes".
Mediestormer. Det er, hvad Howard Stern er. Ikke billedstormer, for hans medie er radioen. Gennem noget så gammeldags som radioen, opnår han noget så gammeldags som at provokere folk. Almindelige, pæne, borgerlige folk. Med snak om pik, kusse, røv og patter. Men også med mere politisk sprængfarlige emner som racisme eller USA's evigt blødende sår, Vietnam-krigen.
Autencitet
"Private Parts", Sterns selvbiografi fra 1993, er nu blevet til filmen "Private Parts" med Stern selv i hovedrollen og en række andre af de autentiske personer, der spiller sig selv. Det er sådan set meget skægt på den måde at smugle lidt virkelighed ind i filmens verden. På den anden side har det muligvis været medvirkende til at gøre filmen lidt vel tam - man kan jo godt lave sjov med sig selv, men ikke alt for meget...
Det kan godt undre i tilfældet Howard Stern, der ellers nok kan være selvudleverende, grænsende til det patologiske. Som når han ud i æteren sender en net lille satire over hans kones ufrivillige abort fra dagen før. Men da det kom til planlægningen af en hel spillefilm, har Stern åbenbart været temmeligt bevidst om, når alt kom til alt, at fremstå som et følsomt menneske. Misforstået, men rigtig godt gammeldags god på bunden.
Politisk bid
Kun i enkelte passager får filmen det bid, der kendetegner Stern, når han er bedst - eller værst. Hans indlæg om Vietnam er muligvis perfidt, men ikke desto mindre uhyggeligt, for vi frygter, at det bærer et gran sandhed. Da kommer "Private Parts" tættest på at provokere. Fordi den morer sit publikum med noget, det dybest set ikke vil mores af. Og da begynder den at blive interessant.
Men det varer ikke sådan ved, for onkel Howard er ganske vist en mediestormer, men ikke en billedstormer. Hvor han er rå, pågående og provokerende i radioen, er han vældig flink, nydelig og familievenlig i biografen. Det er der vel ikke nødvendigvis noget galt i, men det er næppe, hvad hans trofaste fanskare forventer af ham. Og i længden bliver det ærligt talt også uinteressant for os andre, så med mindre man er ganske overbevist om noget andet, placerer "Private Parts" sig stilfærdigt i kategorien "kan undværes".
19/11-2018