Spildte tårer
1.0
På forhånd lyder denne filmatisering af en japansk kult-tegneserie rimeligt spændende, men resultatet er ikke værd at se i biografen -højst på tilbud i videoshoppen
Ret beset kan man ikke lave en kultfilm - kulten omkring en film er noget publikum skaber - men ikke desto mindre er der selvfølgelig mange filmfolk, som alligevel forsøger at gøre det umulige, ikke mindst ud fra et økonomisk håb om at få publikum ind og se den samme film igen og igen.
En af de genveje der undertiden forsøges er at lave en film til en allerede eksisterende kult - f.eks. en populær tegneserie eller et computerspil. Undertiden sker der faktisk det, at publikum vælter ind, og Hollywood endnu engang kan godte sig over at have tjent en masse penge (men bare fordi der er en masse mennesker, som ser en lidt speciel film, er det jo ikke nødvendigvis en kultfilm). For det meste bliver resultatet dog noget hø - værst af alt er dog, når det bliver til noget pretentiøst hø, f.eks. "Highlander II" eller emnet for denne anmeldelse: "Crying Freeman".
Filmen bygger på en meget populær japansk tegneserie om en ufrivillig snigmorder - faktisk er serien allerede blevet filmatiseret flere gange, men denne udgave er den første lavet af et vestligt filmhold (en fransk instruktør, Hollywood-penge og en blandet samling skuespillere fra Japan, USA og Frankrig).
Historien er, at den unge skulptør Yo bliver kidnappet og hyptoniseret af den kinesiske kult 'Sons of The Dragon' - han bliver deres perfekte snigmorder, som skånselsløst effektivt udrydder alle der står i vejen for kulten - men selvom hans krop adlyder hans herrer, så matres hans følsomme kunstneriske sjæl over de handlinger, han begår: Hver gang han slår nogen ihjel, græder han - deraf navnet "Crying Freeman".
Så vidt så godt - under et ellers ganske rutinepræget drab møder han en ung smuk jomfru. Da hun er vidne til drabet, bør han dræbe hende, men for første gang er han istand til at trodse de ordrer, hans herrer har givet ham - han lader jomfruen leve - de er nemlig blevet forelskede i hinanden.
Men det er ikke hans eneste problem - hans egentlige offer var nemlig fra en stor mægtig japansk mafiafamilie, der nu vil have hævn. Da de opdager, at jomfruen ved, hvordan den mystiske morder ser ud, vil de selvfølgelig gerne snakke med hende - så vores helt må redde hende - og så går resten af filmen ellers med diverse eksplosioner, skyderier og kung fu-kampe, kun kortvarigt afbrudt af varme blikke mellem Yo og den smukke (nu tidligere) jomfru.
Plastikskuespil
Lyder det stygt? Så bare hør om skuespiller-præstationerne: der er primært tale om tv-skuespillere og eks-fotomodeller - dvs. de er nærmest 'Barbie og Ken'-plastiksmukke. Desværre også med en nogenlunde ligeså stiv mimik (Julie Condra, der har den kvindelige hovedrolle har sådan cirka to ansigtsudtryk). Sålænge de skal lave action går det faktisk ganske glimrende - Mark Dacascos i rollen som Yo er en dygtig kung fu-artist, og statisterne og stuntmændene kan deres kram, men når der skal spilles decideret skuespil, går det altså ikke så godt.
Hvis filmskaberne så bare havde erkendt dette og havde droppet skuespil-forsøgene til fordel for flere actionscener, eller måske nogen sexscener (en oplagt idé med så plastiksmukke hovedroller) - men næh nej. Selv ellers rimelige skuespillere som den franske Tcheky Karyo (bl.a. "Nikita") bliver ikke rigtig brugt fornuftigt.
Alt i alt en absolut undværlig film
Ret beset kan man ikke lave en kultfilm - kulten omkring en film er noget publikum skaber - men ikke desto mindre er der selvfølgelig mange filmfolk, som alligevel forsøger at gøre det umulige, ikke mindst ud fra et økonomisk håb om at få publikum ind og se den samme film igen og igen.
En af de genveje der undertiden forsøges er at lave en film til en allerede eksisterende kult - f.eks. en populær tegneserie eller et computerspil. Undertiden sker der faktisk det, at publikum vælter ind, og Hollywood endnu engang kan godte sig over at have tjent en masse penge (men bare fordi der er en masse mennesker, som ser en lidt speciel film, er det jo ikke nødvendigvis en kultfilm). For det meste bliver resultatet dog noget hø - værst af alt er dog, når det bliver til noget pretentiøst hø, f.eks. "Highlander II" eller emnet for denne anmeldelse: "Crying Freeman".
Filmen bygger på en meget populær japansk tegneserie om en ufrivillig snigmorder - faktisk er serien allerede blevet filmatiseret flere gange, men denne udgave er den første lavet af et vestligt filmhold (en fransk instruktør, Hollywood-penge og en blandet samling skuespillere fra Japan, USA og Frankrig).
Historien er, at den unge skulptør Yo bliver kidnappet og hyptoniseret af den kinesiske kult 'Sons of The Dragon' - han bliver deres perfekte snigmorder, som skånselsløst effektivt udrydder alle der står i vejen for kulten - men selvom hans krop adlyder hans herrer, så matres hans følsomme kunstneriske sjæl over de handlinger, han begår: Hver gang han slår nogen ihjel, græder han - deraf navnet "Crying Freeman".
Så vidt så godt - under et ellers ganske rutinepræget drab møder han en ung smuk jomfru. Da hun er vidne til drabet, bør han dræbe hende, men for første gang er han istand til at trodse de ordrer, hans herrer har givet ham - han lader jomfruen leve - de er nemlig blevet forelskede i hinanden.
Men det er ikke hans eneste problem - hans egentlige offer var nemlig fra en stor mægtig japansk mafiafamilie, der nu vil have hævn. Da de opdager, at jomfruen ved, hvordan den mystiske morder ser ud, vil de selvfølgelig gerne snakke med hende - så vores helt må redde hende - og så går resten af filmen ellers med diverse eksplosioner, skyderier og kung fu-kampe, kun kortvarigt afbrudt af varme blikke mellem Yo og den smukke (nu tidligere) jomfru.
Plastikskuespil
Lyder det stygt? Så bare hør om skuespiller-præstationerne: der er primært tale om tv-skuespillere og eks-fotomodeller - dvs. de er nærmest 'Barbie og Ken'-plastiksmukke. Desværre også med en nogenlunde ligeså stiv mimik (Julie Condra, der har den kvindelige hovedrolle har sådan cirka to ansigtsudtryk). Sålænge de skal lave action går det faktisk ganske glimrende - Mark Dacascos i rollen som Yo er en dygtig kung fu-artist, og statisterne og stuntmændene kan deres kram, men når der skal spilles decideret skuespil, går det altså ikke så godt.
Hvis filmskaberne så bare havde erkendt dette og havde droppet skuespil-forsøgene til fordel for flere actionscener, eller måske nogen sexscener (en oplagt idé med så plastiksmukke hovedroller) - men næh nej. Selv ellers rimelige skuespillere som den franske Tcheky Karyo (bl.a. "Nikita") bliver ikke rigtig brugt fornuftigt.
Alt i alt en absolut undværlig film
19/11-2018
