Spitfire Grill

Én ulykke kommer sjældent alene!

Man tager lige dele "Stegte Grønne Tomater" (Jon Avnet, 1991) og "Nell" (Michael Apted, 1995). Blander dem grundigt sammen så klumper undgås, og former igen et sammenhængende og selvstændigt værk. Man skulle have ladet være!

Spitfire Grill er spillefilmsdebutanten Lee David Zlotoffs forfærdeligt klistrede og tandløse studie i politisk korrekthed. Den er beregnende i sin brug af af tåre-fremkaldende sentimentalitet og den vil manipulere os ind i en verden af rigtigt og forkert. Ingen af delene lykkes, for historien er tykkere og mere gennemskuelig, end måden hvorpå den er fortalt. Eller er det omvendt? Her er tale om økologisk bevidsthed, massiv medmenneskelig tolerance og intolerance og hjerteskærende samhørighed kønnene og familien imellem.

En fremmed kommer til byen
På en flække et sted i Maine trives "det almindelige", og alt går som det plejer og altid har gjort. Med andre ord - der sker ikke en skid, og lige netop dét, er en glimrende og meget uoriginal ramme for fortællingen om "det fremmede element", der kommer til byen og laver rav i den. Denne gang hedder alienen Percy Talbott (Alison Elliot), og hun har siddet fem år i spjældet da hun prøveløslades. Det er både koldt og væmmeligt da hun ankommer en sen vinternat til lillebyen Gilead. Symptomatisk nok, er denne scene kun én af mange, hvor symbolikken er ligeså omfattende som Maines skove. Vinteren afspejler på bombastisk vis den kulde Percy møder blandt byens beboere, og kun ejeren af restauranten og varmestuen(!) Spitfire Grill, har ildsjæl nok til at velkomme Percy.

Ejeren hedder Hannah, er stædig og respekteret, og Percy får logi hos hende, mod til gengæld at arbejde i restauranten. Så er det på plads. Derefter går filmen i stå med forudsigelige scener, hvor Percy ses an, hvor venskab mellem Percy og Hannah opstår og hvor det viser sig at også Hannah og en tredie veninde, Shelby, lever besværlige og traumatiserede liv. Specielt slem er sekvensen hvor Percy for første gang skal spejle æg og bage "pancakes". Åh, hvorfor skal filmen spilde vores tid med at Percy brænder alt maden på, men efterhånden bliver en rigtig lille gourmet? Det er ikke særlig morsomt og giver snarere udtryk for en nedladende eller nedvurderende holdning til publikum.

Pseudo-lyrik og reklameæstetik
Hannah har længe, af årsager der ikke skal afsløres her, ønsket at sælge Spitfire Grill og Percy får den strålende idé at lade en konkurrence afgøre hvem der skal overtage ejerskabet. De tre veninder sætter en annonce i avisen, hvor de opfordrer folk til at skrive om hvorfor de vil drive Spitfire Grill. Den bedste årsag bliver belønnet med overtagelsen af stedet. Denne lille konkurrence bliver filmens klamme pseudolyriske indslag, og her driver glasuren for alvor ned af væggene. Det er ikke til at fatte, at amerikanerne tillader - og tilsyneladende nyder dette nuttede tomrum, hvor det ene sukkersøde brev med livshistorier er værre end det næste. Med omfanget af svarbreve, inddrages byens beboere. Der kommer jo tusindvis af forslag, og i al for lang tid omdannes filmen til en reklameæstetisk collage. med unge og gamle, venner og bekendte, der i pagt med naturen og kærtegnet af solstråler gennem busk og krat, læser brevene. Det er intet mindre end smagløst og lige så pinlig er scenen, hvor de tre veninder drikker sig fulde og får grineflip i køkkenet og samtidig formår at diskutere liv, død, kærlighed og andre banale emner. Man krummer tæer.

Moralens Vogter
En konkurrence og bunker af breve, er ikke stof nok til to timer, og Spitfire Grill indeholder da også andre handlingstråde, som desværre ikke hæver standarden synderligt.
Percy opdager at Hannah aften efter aften sætter en sæk med mad til afhentning. Da Hannah kommer til skade og Percy overdrages ansvaret for både restaurant og denne lille diner-transportable, sætter hun sig for at finde ud af hvem denne mystiske modtager er. Det afstedkommer filmens dramatiske anden halvdel, med et tåbeligt forviklingsmotiv, stjålne penge, lumske ægtemænd og Percy, der jo er fremmed fugl, beskyldes for alt, indtil filmens hyper-moralske afslutning sætter ind og lader retfærdigheden regere.

Spitfire Grill vandt publikumsprisen på dette års Sundance Film Festival, og man kan kun glæde sig over ikke at have set de konkurrerende værker.