I lære som dronning
3.0
Mørkt periodedrama skildrer Elizabeth I's første kritiske år på den engelske trone.
Handlekraftige, kløgtige kvinder med smag for magt (og mænd) er ikke et moderne fænomen. Selvom idéen om kvindefrigørelse ikke eksisterede i sidste halvdel af 1500-tallets Europa, prægede flere karrierebevidste kvinder den internationale politiske scene. I særdeleshed dronning Elizabeth I, der i løbet af sin 44-årige regeringstid brød med pavemagten i Rom og gjorde England til den førende protestantiske stormagt. Det krævede blandt andet at få ryddet et par katolske dronninger af vejen - franske Marie de Guise og skotske Mary Stuart. Det var blodige tider, hvor folk blev myrdet på grund af deres religiøse overbevisning, og regenter konstant var målet for konspirationer af enhver slags.
Den indiske instruktør Shekhar Kapur har i en meget mørk film valgt at skildre den første dramatiske periode lige før og efter Elizabeths kroning i 1558. De kongelige gemakker har karakter af skyggefulde grotter, og livet ved det engelske hof fremstår ganske uglamourøst og særdeles livsfarligt. Det udelukker dog ikke eksempler på adelig dekadence og overdådige optrin, men beskidt er en dækkende betegnelse for både den almindelige hygiejne og rænkespillet om tronen. I stil og indhold minder "Elizabeth" en del om den franske "Dronning Margot" fra 1994, uden dog at være helt så blodig.
Mord mellem venner
Den rå og upolerede tone slås kuldegysende an i filmens indledningssekvens, hvor tre protestanter, såkaldte kættere, brændes på bålet. Derefter følger vi en kåd og uskyldig prinsesse Elizabeth (Cate Blanchett), fra hun flirter rundt med sin udkårne Robert Dudley (Joseph Fiennes), til hun siden klog på magtens konsekvenser og afsavn udråber sig selv som "Jomfrudronningen". En titel der skal forklare, hvorfor hun aldrig gifter sig. Den nykronede Elizabeth er en lidenskabeligt anlagt kvinde, der mener at have ret til både at regere og elske med hjertet, og hun nægter derfor at gifte sig til en alliance med Frankrig eller Spanien. Mordforsøg og politiske intriger med hertugen af Norfolk (Christopher Eccleston) i spidsen får hende til at indse, at gode intentioner ikke er tilstrækkelige kvalifikationer til jobbet som regent. Hun klarer dog svendeprøven med glans, da hun brutalt og konsekvent udrydder sine nærmeste fjender, kun assisteret af sin tro sikkerhedsrådgiver Francis Walsingham (Geoffrey Rush). I alt dette rod er kærligheden til Robert Dudley selvfølgelig røget sig en tur. Tilbage står en stærk men ensom majestæt.
Der er således gode identifikationsmuligheder for nutidens udearbejdende kvinder i dette dystre og usentimentale kostumedrama. At magten over de mange kræver personlige ofre bekræftes i tydelige vendinger. Til gengæld forsvinder Elizabeths dybere bevæggrunde for at klamre sig så hårdnakket til sit funklende nye scepter ud i filmens mange mørke gange. Når så mange historiske begivenheder skal presses ind i en enkelt spillefilm, er der også altid en risiko for at publikum holdes lidt for længe i biografsæderne. "Elizabeth" markerer sig dog som et bemærkelsesværdigt og tiltalende snavset historisk drama med et hold af gode skuespillere fra England, Australien og Frankrig. Og bliv ikke overrasket hvis den franske ambassadør har en slående lighed med en hårdtsparkende tidligere fodboldspiller. Det er faktisk Eric Cantona, som forsøger sig i sin første engelsktalende rolle
Handlekraftige, kløgtige kvinder med smag for magt (og mænd) er ikke et moderne fænomen. Selvom idéen om kvindefrigørelse ikke eksisterede i sidste halvdel af 1500-tallets Europa, prægede flere karrierebevidste kvinder den internationale politiske scene. I særdeleshed dronning Elizabeth I, der i løbet af sin 44-årige regeringstid brød med pavemagten i Rom og gjorde England til den førende protestantiske stormagt. Det krævede blandt andet at få ryddet et par katolske dronninger af vejen - franske Marie de Guise og skotske Mary Stuart. Det var blodige tider, hvor folk blev myrdet på grund af deres religiøse overbevisning, og regenter konstant var målet for konspirationer af enhver slags.
Den indiske instruktør Shekhar Kapur har i en meget mørk film valgt at skildre den første dramatiske periode lige før og efter Elizabeths kroning i 1558. De kongelige gemakker har karakter af skyggefulde grotter, og livet ved det engelske hof fremstår ganske uglamourøst og særdeles livsfarligt. Det udelukker dog ikke eksempler på adelig dekadence og overdådige optrin, men beskidt er en dækkende betegnelse for både den almindelige hygiejne og rænkespillet om tronen. I stil og indhold minder "Elizabeth" en del om den franske "Dronning Margot" fra 1994, uden dog at være helt så blodig.
Mord mellem venner
Den rå og upolerede tone slås kuldegysende an i filmens indledningssekvens, hvor tre protestanter, såkaldte kættere, brændes på bålet. Derefter følger vi en kåd og uskyldig prinsesse Elizabeth (Cate Blanchett), fra hun flirter rundt med sin udkårne Robert Dudley (Joseph Fiennes), til hun siden klog på magtens konsekvenser og afsavn udråber sig selv som "Jomfrudronningen". En titel der skal forklare, hvorfor hun aldrig gifter sig. Den nykronede Elizabeth er en lidenskabeligt anlagt kvinde, der mener at have ret til både at regere og elske med hjertet, og hun nægter derfor at gifte sig til en alliance med Frankrig eller Spanien. Mordforsøg og politiske intriger med hertugen af Norfolk (Christopher Eccleston) i spidsen får hende til at indse, at gode intentioner ikke er tilstrækkelige kvalifikationer til jobbet som regent. Hun klarer dog svendeprøven med glans, da hun brutalt og konsekvent udrydder sine nærmeste fjender, kun assisteret af sin tro sikkerhedsrådgiver Francis Walsingham (Geoffrey Rush). I alt dette rod er kærligheden til Robert Dudley selvfølgelig røget sig en tur. Tilbage står en stærk men ensom majestæt.
Der er således gode identifikationsmuligheder for nutidens udearbejdende kvinder i dette dystre og usentimentale kostumedrama. At magten over de mange kræver personlige ofre bekræftes i tydelige vendinger. Til gengæld forsvinder Elizabeths dybere bevæggrunde for at klamre sig så hårdnakket til sit funklende nye scepter ud i filmens mange mørke gange. Når så mange historiske begivenheder skal presses ind i en enkelt spillefilm, er der også altid en risiko for at publikum holdes lidt for længe i biografsæderne. "Elizabeth" markerer sig dog som et bemærkelsesværdigt og tiltalende snavset historisk drama med et hold af gode skuespillere fra England, Australien og Frankrig. Og bliv ikke overrasket hvis den franske ambassadør har en slående lighed med en hårdtsparkende tidligere fodboldspiller. Det er faktisk Eric Cantona, som forsøger sig i sin første engelsktalende rolle
19/11-2018
