Han kom, han så, han gryntede
2.0
Mr. Bean som doktor? Næppe! Ikke desto mindre er det hvad der får Mr. Bean til at synke dybere end nogensinde før i filmen af næsten samme navn - "Bean".
Mr. Bean sidder som sædvanligt og hyggesover, som han gør det 8 timer om dagen, 5 dage om ugen, i sit job som kustode på et kunstmuseum i London. Hans liv tager imidlertidig en uventet drejning, da onde kræfter, der vil af med ham, sender ham 2 måneder til staterne som doktor i kunst. For et fancy L.A kunstmuseum har for 50 millioner dollars købt den nationale stolthed hjem, maleriet "Whistlers Mother". Med billedet følger altså en doktor, der ved indvielsesceremonien skal kunne fortælle vidt og bredt om billedet, og helst lade hvert et ord ende på -isme. Ikke lige Mr. Bean - og det går da også grueligt galt for både ham, billedet, og hans protegé David Langley (Peter MacNicol).
For en enkelt gangs skyld vinder tv
Yup, Mr. Bean er gået til filmen, og man får ham at se i en lang række gammelkendte situationer - sådan som man vil ha' ham, som da han i starten af filmen f.eks barberer sig med en elektrisk barbermaskine: Overlæben, kæben, PANDEN (!) og til sidst TUNGEN (!!!) - hysterisk morsomt. Den første del af filmen er klart den mest vellykkede, men pusten og religionen omkring Mr. Bean går fuldstændigt tabt den sidste time. Det eneste der tilsyneladende berettiger filmen, er at "Mr. Bean" er en succes på tv i Europa - men "Bean", som film bliver ikke bedre af den større tv-skærm, den kollektive oplevelse, eller den bedre lyd. Tværtimod. Desuden grænser det næsten til blasfemi, at han taler så meget i filmen, en egenskab der er sket på bekostning af hans altid overvældende kynisme. Det betyder, at der kun er en amerikansieret og overforklaret (tør man sige udpenslet?) Mr. Bean tilbage, i en temmelig vandet historie, og om man kan li' det (ham) eller ej, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre.
Mr. Bean sidder som sædvanligt og hyggesover, som han gør det 8 timer om dagen, 5 dage om ugen, i sit job som kustode på et kunstmuseum i London. Hans liv tager imidlertidig en uventet drejning, da onde kræfter, der vil af med ham, sender ham 2 måneder til staterne som doktor i kunst. For et fancy L.A kunstmuseum har for 50 millioner dollars købt den nationale stolthed hjem, maleriet "Whistlers Mother". Med billedet følger altså en doktor, der ved indvielsesceremonien skal kunne fortælle vidt og bredt om billedet, og helst lade hvert et ord ende på -isme. Ikke lige Mr. Bean - og det går da også grueligt galt for både ham, billedet, og hans protegé David Langley (Peter MacNicol).
For en enkelt gangs skyld vinder tv
Yup, Mr. Bean er gået til filmen, og man får ham at se i en lang række gammelkendte situationer - sådan som man vil ha' ham, som da han i starten af filmen f.eks barberer sig med en elektrisk barbermaskine: Overlæben, kæben, PANDEN (!) og til sidst TUNGEN (!!!) - hysterisk morsomt. Den første del af filmen er klart den mest vellykkede, men pusten og religionen omkring Mr. Bean går fuldstændigt tabt den sidste time. Det eneste der tilsyneladende berettiger filmen, er at "Mr. Bean" er en succes på tv i Europa - men "Bean", som film bliver ikke bedre af den større tv-skærm, den kollektive oplevelse, eller den bedre lyd. Tværtimod. Desuden grænser det næsten til blasfemi, at han taler så meget i filmen, en egenskab der er sket på bekostning af hans altid overvældende kynisme. Det betyder, at der kun er en amerikansieret og overforklaret (tør man sige udpenslet?) Mr. Bean tilbage, i en temmelig vandet historie, og om man kan li' det (ham) eller ej, vil jeg lade være op til den enkelte at afgøre.
19/11-2018
