For få stødtænder
2.0
Brunhoffs børnebøger om "Babar - elefanternes konge" er blevet filmatiseret, og den forekommer enkel hele vejen igennem. På animationssiden er det enkle charmerende og sødt, mens selve historien er under lavmålet.
Det kan godt være svært at bedømme, om en børnefilm fungerer set med børns øjne, men man plejer at kunne høre på dem, om de kan lide det, de ser - om filmen er god, dårlig eller ligegyldig. Og det er det, der er galt med "Babar - elefanternes konge", Raymond Jafelices filmatisering af Jean de Brunhoffs kendte bøger fra 1931. Den er ligegyldig. En sammenligning med Disneys tegnefilm er måske lidt uretfærdig, men dog en mulighed for at forstå, hvorfor Jafelices tegnefilm ikke er særlig god.
Simpel og sød animation
Når man ser på selve animationen i "Babar - elefanternes konge" er den meget mere simpel end Disneys detaljerigdom og overvældende masseoptrin, men dog med en egen charme. Den lægger sig fint i forlængelse af børnebøgernes enkle og naive streg, og det er egentlig befriende at se - dels fordi det netop minder meget om bøgerne, og fordi det er en kærkommen lejlighed til at se noget andet end netop Disney-studiernes måde at animere på. Sangene er også udmærkede uden at være prangende, og Kurt Ravn synger dem med den lette indlevelse, der skal til.
Det er nu heller ikke animationen og sangene, som ikke holder i længden. Det er selve historien. Og når man tænker tilbage på Brunhoffs bøger, er det også det, der er det svageste. Hvis man skal sammenligne med fx "Løvernes konge" og især "Bambi" har den store problemer. Den er meget banal, men det er de to Disney-eksempler jo også: Babar mister sin elskede mor og kommer til byen, hvor han møder den fine Madame og får sig et dejligt grønt sæt tøj. Efter nogen tid vender han tilbage til elefanterne og forhindrer en frygtelig krig mod næsehornene, og derefter falder man på halen over hans store personlighed og vælger ham til konge, og han kan gifte sig med sin barndomskæreste Céleste.
Ingen ondskab - ingen helte
Men hvor de onde i "Bambi" og "Løvernes konge" er usandsynligt onde, er der i Babar-filmen næsten ingen ondskab. Hvor det er sindssygt sørgeligt, når Bambis mor og Simbas far dør, er det her mest tuttenuttet, alt for sukkersødt og aldrig farligt, og man er næsten ligeglad med, at Babars mor bliver skudt. Og hvor kampen mod ondskaben og vejen til tronen er lang, trang og svær for Bambi og Simba, bliver Babar konge ved lidt snilde, fordi næsehornene er for dumme og fordi man ikke kan finde en, der er bedre.
Babar beviser ikke sit værd. Hans modgang er ikke stor nok, og han er ikke ædel, frygtløs og tapper nok til, at man hverken som barn eller voksen gider føle noget for hans kamp. Og det er vel egentlig det værste. Man bliver ikke ramt eller berørt af den tandløse historie.
Det kan godt være svært at bedømme, om en børnefilm fungerer set med børns øjne, men man plejer at kunne høre på dem, om de kan lide det, de ser - om filmen er god, dårlig eller ligegyldig. Og det er det, der er galt med "Babar - elefanternes konge", Raymond Jafelices filmatisering af Jean de Brunhoffs kendte bøger fra 1931. Den er ligegyldig. En sammenligning med Disneys tegnefilm er måske lidt uretfærdig, men dog en mulighed for at forstå, hvorfor Jafelices tegnefilm ikke er særlig god.
Simpel og sød animation
Når man ser på selve animationen i "Babar - elefanternes konge" er den meget mere simpel end Disneys detaljerigdom og overvældende masseoptrin, men dog med en egen charme. Den lægger sig fint i forlængelse af børnebøgernes enkle og naive streg, og det er egentlig befriende at se - dels fordi det netop minder meget om bøgerne, og fordi det er en kærkommen lejlighed til at se noget andet end netop Disney-studiernes måde at animere på. Sangene er også udmærkede uden at være prangende, og Kurt Ravn synger dem med den lette indlevelse, der skal til.
Det er nu heller ikke animationen og sangene, som ikke holder i længden. Det er selve historien. Og når man tænker tilbage på Brunhoffs bøger, er det også det, der er det svageste. Hvis man skal sammenligne med fx "Løvernes konge" og især "Bambi" har den store problemer. Den er meget banal, men det er de to Disney-eksempler jo også: Babar mister sin elskede mor og kommer til byen, hvor han møder den fine Madame og får sig et dejligt grønt sæt tøj. Efter nogen tid vender han tilbage til elefanterne og forhindrer en frygtelig krig mod næsehornene, og derefter falder man på halen over hans store personlighed og vælger ham til konge, og han kan gifte sig med sin barndomskæreste Céleste.
Ingen ondskab - ingen helte
Men hvor de onde i "Bambi" og "Løvernes konge" er usandsynligt onde, er der i Babar-filmen næsten ingen ondskab. Hvor det er sindssygt sørgeligt, når Bambis mor og Simbas far dør, er det her mest tuttenuttet, alt for sukkersødt og aldrig farligt, og man er næsten ligeglad med, at Babars mor bliver skudt. Og hvor kampen mod ondskaben og vejen til tronen er lang, trang og svær for Bambi og Simba, bliver Babar konge ved lidt snilde, fordi næsehornene er for dumme og fordi man ikke kan finde en, der er bedre.
Babar beviser ikke sit værd. Hans modgang er ikke stor nok, og han er ikke ædel, frygtløs og tapper nok til, at man hverken som barn eller voksen gider føle noget for hans kamp. Og det er vel egentlig det værste. Man bliver ikke ramt eller berørt af den tandløse historie.
19/11-2018