Årets første store stinker
1.0
"Stigmata" lægger lovende ud som en politisk thriller. Men ender, desværre, med at korsfæste sig selv som et genreforvirret horrormonstrum
Fader Kiernan (Gabriel Byrne) undersøger mirakuløse hændelser for den katolske kirke. Oftest finder han frem til logiske forklaringer, med hvilke Vatikanet kan afkræfte miraklerne. Kiernans seneste undersøgelse rejser dog flere spørgsmål end svar. Han er kommet på sporet af et hemmeligholdt Evangelium - sandsynligvis Jesu egne ord - oversat af den ekskommunikerede og nyligt afdøde Fader Almeida. Kardinal Houseman (Jonathan Pryce) mørkelægger sagen og giver Kiernan mundkurv på, idet Evangeliets budskab underminerer Vatikanets autoritet.
Budbringerens lod
I stedet sendes Kiernan til Pittsburgh for at efterforske frisørpigen Frankie (Patricia Arquette), som brændemærkes på hænder og fødder. Det viser sig, at Almeida har bodysnatchet Frankie og nu bruger hende som budbringer af det hemmeligholdte Evangelium. Frankies dødbringende lod er imidlertid, at hun samtidig har overtaget Almeidas fortid som stigmatiseret.
Urimeligt plot
Frankies krop gennembores herefter på kryds og tværs, ad flere omgange og i lighed med Jesu sårmærker. Kiernan forelsker sig i Frankie, alt imens loyaliteten over for Vatikanet fordufter i takt med Kardinalens humbug. Kiernan må derfor redde Frankie fra den sidste dødelige stigmata og beskytte hende mod Kardinalens morderiske planer, samt ikke mindst afsløre Vatikanets sammensværgelser.
Ja, kære læser, dette er historien. Og så har jeg endda undladt at informere om de største kameler, som skal sluges i dette urimelige og gennemhullede plot. Frem for at folde sig fuldt ud som en effektiv politisk thriller, da ender "Stigmata" med at korsfæste sig selv som et genreforvirret og ulideligt horrormonstrum.
Æstetisk overdosering
Ulidelig, fordi filmen eskalerer i en serie bloddryppende kropspenetreringer, infernalsk flammehav, smarte kameravinkler og hidsigt klippede nærbilleder. Alt sammen speedet yderligere op af et uharmonisk lydspor overlæsset med øresønderrivende effekter. Ørepropper burde følge med i entréen. Topmålet af æstetisk overdosering udfolder sig dog allerværst, når instruktøren Rupert Wainwright lader Gabriel Byrne og Patricia Arquette forene i billeder fulde af skamløs og smagløs religiøs symbolisme.
"Stigmata" fortaber sig i sin selvforelskede og forfejlede æstetik på denne ene side. Og brændemærker sig selv med sit gennemhullede plot på den anden. Man søger forgæves efter en relevant forankring til indledningens kontroversielle kritik af Vatikanets notoriske hemmelighedskræmmeri. Tilbage står vi med en uforløst film - endda uden hverken overraskende gys eller engagerende spænding.
Fader Kiernan (Gabriel Byrne) undersøger mirakuløse hændelser for den katolske kirke. Oftest finder han frem til logiske forklaringer, med hvilke Vatikanet kan afkræfte miraklerne. Kiernans seneste undersøgelse rejser dog flere spørgsmål end svar. Han er kommet på sporet af et hemmeligholdt Evangelium - sandsynligvis Jesu egne ord - oversat af den ekskommunikerede og nyligt afdøde Fader Almeida. Kardinal Houseman (Jonathan Pryce) mørkelægger sagen og giver Kiernan mundkurv på, idet Evangeliets budskab underminerer Vatikanets autoritet.
Budbringerens lod
I stedet sendes Kiernan til Pittsburgh for at efterforske frisørpigen Frankie (Patricia Arquette), som brændemærkes på hænder og fødder. Det viser sig, at Almeida har bodysnatchet Frankie og nu bruger hende som budbringer af det hemmeligholdte Evangelium. Frankies dødbringende lod er imidlertid, at hun samtidig har overtaget Almeidas fortid som stigmatiseret.
Urimeligt plot
Frankies krop gennembores herefter på kryds og tværs, ad flere omgange og i lighed med Jesu sårmærker. Kiernan forelsker sig i Frankie, alt imens loyaliteten over for Vatikanet fordufter i takt med Kardinalens humbug. Kiernan må derfor redde Frankie fra den sidste dødelige stigmata og beskytte hende mod Kardinalens morderiske planer, samt ikke mindst afsløre Vatikanets sammensværgelser.
Ja, kære læser, dette er historien. Og så har jeg endda undladt at informere om de største kameler, som skal sluges i dette urimelige og gennemhullede plot. Frem for at folde sig fuldt ud som en effektiv politisk thriller, da ender "Stigmata" med at korsfæste sig selv som et genreforvirret og ulideligt horrormonstrum.
Æstetisk overdosering
Ulidelig, fordi filmen eskalerer i en serie bloddryppende kropspenetreringer, infernalsk flammehav, smarte kameravinkler og hidsigt klippede nærbilleder. Alt sammen speedet yderligere op af et uharmonisk lydspor overlæsset med øresønderrivende effekter. Ørepropper burde følge med i entréen. Topmålet af æstetisk overdosering udfolder sig dog allerværst, når instruktøren Rupert Wainwright lader Gabriel Byrne og Patricia Arquette forene i billeder fulde af skamløs og smagløs religiøs symbolisme.
"Stigmata" fortaber sig i sin selvforelskede og forfejlede æstetik på denne ene side. Og brændemærker sig selv med sit gennemhullede plot på den anden. Man søger forgæves efter en relevant forankring til indledningens kontroversielle kritik af Vatikanets notoriske hemmelighedskræmmeri. Tilbage står vi med en uforløst film - endda uden hverken overraskende gys eller engagerende spænding.
19/11-2018
