En dreng træder i karakter
4.0
Cameron Crowes første film i 4 år er en fremragende og varmt underholdende fortælling om en 15-årigs oplevelser på de amerikanske landeveje med rockbandet Stillwater, dets groupies og andre hjælpere
Hvilken teenager ville ikke misunde den 15-årige William? Han er på turné med et af sine foretrukne rockbands og får adgang til alle de udskejelser, der følger med i kølvandet. William er nu ikke interesseret i sex og drugs, men kun i rock'n'roll. Efter et par artikler til en lokal undergrundsavis er han blevet hyret af det ansete magasin Rolling Stone til at lave en stor reportage om det mellemstore rockband Stillwater, og han ser det som sin store chance for at vise, hvad han dur til. Året er 1973, og hvis man skal tro Williams mentor, Lester Bangs (Phillip Seymour Hoffman), så er rockmusikken så godt som død. Men den uskyldige og ambitiøse purk har dog masser af mod på oplevelser og på at sætte ord på dem. Han knuger sin notesblok til sit bryst, mens han står på sidelinjen og er vidne til Stillwaters indbyrdes stridigheder og deres udskejelser i kulissen.
Selvbiografisk historie
I sin godt og vel selvbiografiske film sender den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Cameron Crowe sit alter ego, William, ud på en moderne dannelsesrejse, hvor han bliver tvunget til at forholde sig til venskab, kærlighed og integritet. Der er ingen egentlige skurke eller dumme svin i "Almost Famous", men til gengæld masser af mennesker, der er ofre for deres egne svagheder. Intet ville være mere taknemmeligt end at lave tykt grin med de selvoptagede musikere og deres ansvarsløse livsstil, men Crowe holder sig langt væk fra alt, der minder om heavy rock-satiren "This is Spinal Tap" (1984). Selvom der er masser at grine af, udtrykker Crowe stor sympati med de stakkels, utilstrækkelige mennesker.
Gode råd - dårligt selskab
"Vær ærlig og nådesløs - og lad være med at blive venner med musikerne". Det er et af mange råd, som William får af Bangs. Især det sidste får han svært ved at leve op til. Den sympatiske guitarist Russell (Billy Crudup) tager godt imod William, og han bliver fortrolig og vist nok forelsket i den jævnaldrende groupie Penny Lane, der til gengæld er skudt i Russell. William bliver langsomt trukket ned i sumpen af den frie livsstil på landevejen. Heldigvis har han en telefonisk livline til sin mentor, der altid er er villig til at give ham professionel og åndelig vejleding. Gradvist lærer William at stole på sin egen intuition om, hvad der er rigtigt og forkert, ligesom han også mander sig op til handling, frem for blot altid at være betragter. Det er på mange måder ironisk, at William tager sine første alvorlige skridt ind i den voksne verden ved at være sammen med en flok ubekymrede twentysomethings, der opfører sig som om, livet er en lang ungdomsfest.
Autentisk tidsbillede
Crowe har skabt et kærligt tilbageblik på dengang, da 60'ernes idealisme blev afløst 70'ernes hedonisme og langhårede rockbands. Crowe var selv rockjournalist som teenager, og han formår at give stor autenticitet i skildringen af tiden. Patrick Fugit har i rollen som William det rette barnlige ansigt med intelligente øjne, mens Kate Hudson giver overbevisende dybde og tyngde til groupien Penny Lane. Desuden skal især McDormand, der er fremragende som Williams skrappe, men kærlige mor, samt Crudup og Hoffman have stor ros for deres præstationer. Crowe har lavet et kærligt og nuanceret portræt af en ung fyrs første alvorlige skridt på egne ben. Og så er den så forbandet underholdende, at man ikke kan gøre andet end at råbe "ekstranummer", indtil lyset tændes.
Hvilken teenager ville ikke misunde den 15-årige William? Han er på turné med et af sine foretrukne rockbands og får adgang til alle de udskejelser, der følger med i kølvandet. William er nu ikke interesseret i sex og drugs, men kun i rock'n'roll. Efter et par artikler til en lokal undergrundsavis er han blevet hyret af det ansete magasin Rolling Stone til at lave en stor reportage om det mellemstore rockband Stillwater, og han ser det som sin store chance for at vise, hvad han dur til. Året er 1973, og hvis man skal tro Williams mentor, Lester Bangs (Phillip Seymour Hoffman), så er rockmusikken så godt som død. Men den uskyldige og ambitiøse purk har dog masser af mod på oplevelser og på at sætte ord på dem. Han knuger sin notesblok til sit bryst, mens han står på sidelinjen og er vidne til Stillwaters indbyrdes stridigheder og deres udskejelser i kulissen.
Selvbiografisk historie
I sin godt og vel selvbiografiske film sender den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Cameron Crowe sit alter ego, William, ud på en moderne dannelsesrejse, hvor han bliver tvunget til at forholde sig til venskab, kærlighed og integritet. Der er ingen egentlige skurke eller dumme svin i "Almost Famous", men til gengæld masser af mennesker, der er ofre for deres egne svagheder. Intet ville være mere taknemmeligt end at lave tykt grin med de selvoptagede musikere og deres ansvarsløse livsstil, men Crowe holder sig langt væk fra alt, der minder om heavy rock-satiren "This is Spinal Tap" (1984). Selvom der er masser at grine af, udtrykker Crowe stor sympati med de stakkels, utilstrækkelige mennesker.
Gode råd - dårligt selskab
"Vær ærlig og nådesløs - og lad være med at blive venner med musikerne". Det er et af mange råd, som William får af Bangs. Især det sidste får han svært ved at leve op til. Den sympatiske guitarist Russell (Billy Crudup) tager godt imod William, og han bliver fortrolig og vist nok forelsket i den jævnaldrende groupie Penny Lane, der til gengæld er skudt i Russell. William bliver langsomt trukket ned i sumpen af den frie livsstil på landevejen. Heldigvis har han en telefonisk livline til sin mentor, der altid er er villig til at give ham professionel og åndelig vejleding. Gradvist lærer William at stole på sin egen intuition om, hvad der er rigtigt og forkert, ligesom han også mander sig op til handling, frem for blot altid at være betragter. Det er på mange måder ironisk, at William tager sine første alvorlige skridt ind i den voksne verden ved at være sammen med en flok ubekymrede twentysomethings, der opfører sig som om, livet er en lang ungdomsfest.
Autentisk tidsbillede
Crowe har skabt et kærligt tilbageblik på dengang, da 60'ernes idealisme blev afløst 70'ernes hedonisme og langhårede rockbands. Crowe var selv rockjournalist som teenager, og han formår at give stor autenticitet i skildringen af tiden. Patrick Fugit har i rollen som William det rette barnlige ansigt med intelligente øjne, mens Kate Hudson giver overbevisende dybde og tyngde til groupien Penny Lane. Desuden skal især McDormand, der er fremragende som Williams skrappe, men kærlige mor, samt Crudup og Hoffman have stor ros for deres præstationer. Crowe har lavet et kærligt og nuanceret portræt af en ung fyrs første alvorlige skridt på egne ben. Og så er den så forbandet underholdende, at man ikke kan gøre andet end at råbe "ekstranummer", indtil lyset tændes.
19/11-2018
