Det stof drømme er gjort af
5.0
Nye franske lækkerier fra holdet bag Delicatessen
Forestil dig en verden indhyllet i tusmørke. Et sted fyldt med sære bygninger og maskiner, som om verdenshistorien ved dette århundredes begyndelse havde taget en fatal drejning. "De fortabte børns by" foregår i et spejlvendt univers, hvor Charles Dickens, Jules Verne og et bredt udvalg af Dark Horse Comics danser runddans med den paralyserede biografgænger. Filmen er et gådefuldt 'freak show', og ganske enkelt fabelagtig.
Det hele starter med en drøm om julemænd. Flere julemænd, mange julemænd, indtil drømmen brister, og den gale videnskabsmand Krank stikker i et hyl. Han har mistet evnen til at drømme gode drømme, og forsøger nu at generobre evnen, ved at stjæle små børns drømme. Kranks skæbne er... krank. Han ældes - hurtigt, for hans ufølsomme indre skubber ham stadigt længere væk fra den vitale barndom, og længere ned i mareridtets dyb.
Krank er ond. Eller er han? Med sit skaldede høgeansigt og smiskende stemme ligner han børnelokkeren fra Notre Dame. Flere gange får man hans vidvinklede overbid kastet i synet, forklædt som et smil. Jo, han ér ond, men ikke umenneskelig. Blot en gammel galning, på jagt efter noget, han har mistet eller glemt - evnen til at græde, grine og være bedstefar med barndomsminderne intakt.
Drømmenes by
Drømme-eksperimentet kræver børn, og leverancerne sker med hjælp fra en selvbestaltet messias og hans sekt. Betalingen er videnskabelig. Et mekanisk øje forvandler sektens medlemmer til kykloper, hypersensitive overfor omverdenen, og kyniske undersåtter i en fascistisk inpireret religion. Da sekten indfanger One's lillebror, Denrée, begår den imidlertid en fejl. One er ikke kun 'den stærke mand' på markedet. Kærligheden til hans madglade og evigt bøvsende bror er ligeså omfangsrig, som han selv er enfoldig.
One indleder en eftersøgning, og på sin vej gennem byens underverden møder han venner og fjender, alle skrevet efter en drømmeagtig drejebog. Ron Pearlman spiller den kejtede One med en komisk undertone, som klart sætter voksenverdenen i relief. Nogen har måske allerede mødt Pearlman som den mangesprogede munk i filmen "Rosens navn". Han er ligeså grim og ynkværdig i "De fortabte børns by", omend rollen som offer er skiftet ud med den hjertelige helt. Pearlman er 'barnestjerne' i et univers, hvor børnene lærer at være voksne i femårsalderen.
Med næsen mod ruden
Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro skabte i 1991 den alt andet end ordinære film "Delicatessen". Jeg slugte den råt. Parrets fortid i det franske tegneseriemiljø fornægter sig ikke. Det stiliserede persongalleri træder frem som fra en helt anden verden. Man får næsten lyst til at presse næsen mod lærredet og slikke sig om munden, mens det ene vidunder følger det næste. Intet ligner rigtig noget, man kender - og alligevel ser man det hele glasklart.
Jeunet og Carot's fantastiske verden har en lidt slidt aura, og det er positivt ment. Det gør nemlig deres univers sanselig, virkelig - det er igennem dette grumsede filter, man for alvor træder ind i filmen. Man har derfor ikke den samme oppustede fornemmelse, som efter en traditionel - jeg havde nær sagt amerikansk - eventyrfilm. Der er ganske enkelt vitaminer i de to's filmkunst, og detaljer nok til et helt bestarium. "De Fortabte Børns By" er en sjælden delikatesse i en ellers temmelig forudsigelig filmgenre, og en kærkommen påmindelse om, at fransk film ikke kun er Binoche og Depardieu. Sé den!
Forestil dig en verden indhyllet i tusmørke. Et sted fyldt med sære bygninger og maskiner, som om verdenshistorien ved dette århundredes begyndelse havde taget en fatal drejning. "De fortabte børns by" foregår i et spejlvendt univers, hvor Charles Dickens, Jules Verne og et bredt udvalg af Dark Horse Comics danser runddans med den paralyserede biografgænger. Filmen er et gådefuldt 'freak show', og ganske enkelt fabelagtig.
Det hele starter med en drøm om julemænd. Flere julemænd, mange julemænd, indtil drømmen brister, og den gale videnskabsmand Krank stikker i et hyl. Han har mistet evnen til at drømme gode drømme, og forsøger nu at generobre evnen, ved at stjæle små børns drømme. Kranks skæbne er... krank. Han ældes - hurtigt, for hans ufølsomme indre skubber ham stadigt længere væk fra den vitale barndom, og længere ned i mareridtets dyb.
Krank er ond. Eller er han? Med sit skaldede høgeansigt og smiskende stemme ligner han børnelokkeren fra Notre Dame. Flere gange får man hans vidvinklede overbid kastet i synet, forklædt som et smil. Jo, han ér ond, men ikke umenneskelig. Blot en gammel galning, på jagt efter noget, han har mistet eller glemt - evnen til at græde, grine og være bedstefar med barndomsminderne intakt.
Drømmenes by
Drømme-eksperimentet kræver børn, og leverancerne sker med hjælp fra en selvbestaltet messias og hans sekt. Betalingen er videnskabelig. Et mekanisk øje forvandler sektens medlemmer til kykloper, hypersensitive overfor omverdenen, og kyniske undersåtter i en fascistisk inpireret religion. Da sekten indfanger One's lillebror, Denrée, begår den imidlertid en fejl. One er ikke kun 'den stærke mand' på markedet. Kærligheden til hans madglade og evigt bøvsende bror er ligeså omfangsrig, som han selv er enfoldig.
One indleder en eftersøgning, og på sin vej gennem byens underverden møder han venner og fjender, alle skrevet efter en drømmeagtig drejebog. Ron Pearlman spiller den kejtede One med en komisk undertone, som klart sætter voksenverdenen i relief. Nogen har måske allerede mødt Pearlman som den mangesprogede munk i filmen "Rosens navn". Han er ligeså grim og ynkværdig i "De fortabte børns by", omend rollen som offer er skiftet ud med den hjertelige helt. Pearlman er 'barnestjerne' i et univers, hvor børnene lærer at være voksne i femårsalderen.
Med næsen mod ruden
Jean-Pierre Jeunet og Marc Caro skabte i 1991 den alt andet end ordinære film "Delicatessen". Jeg slugte den råt. Parrets fortid i det franske tegneseriemiljø fornægter sig ikke. Det stiliserede persongalleri træder frem som fra en helt anden verden. Man får næsten lyst til at presse næsen mod lærredet og slikke sig om munden, mens det ene vidunder følger det næste. Intet ligner rigtig noget, man kender - og alligevel ser man det hele glasklart.
Jeunet og Carot's fantastiske verden har en lidt slidt aura, og det er positivt ment. Det gør nemlig deres univers sanselig, virkelig - det er igennem dette grumsede filter, man for alvor træder ind i filmen. Man har derfor ikke den samme oppustede fornemmelse, som efter en traditionel - jeg havde nær sagt amerikansk - eventyrfilm. Der er ganske enkelt vitaminer i de to's filmkunst, og detaljer nok til et helt bestarium. "De Fortabte Børns By" er en sjælden delikatesse i en ellers temmelig forudsigelig filmgenre, og en kærkommen påmindelse om, at fransk film ikke kun er Binoche og Depardieu. Sé den!
19/11-2018
