Stærke kvinder keder mest
2.0
"Halløj på Wall Street" vil gerne være en komedie med noget på hjerte. Desværre er den hverken sjov eller dyb.
Whoopi Goldberg er som 'den sjove, sorte kvinde' en institution i amerikansk underholdning. Med en institution menes noget lidt tungt og uinspireret, men også velkendt og trygt. For at bevare institutionen vælger hun åbenbart sine film med omhu - de er ihvertfald ikke til at skelne fra hinanden: Jævne, hyggelige komedier (Whoopi er jo sjov) med et lille, optimistisk hip til folks fordomme (Whoopi er jo sort kvinde). "Halløj på Wall Street" er ingen undtagelse.
Børsmæglerne vender tilbage
"Halløj på Wall Street" (originaltitlen "The Associate" er tydeligvis fordansket for at spille på storsuccesen "Halløj i klostret"), genopliver en genre, man håbede var død og begravet med udgangen af 80'erne: Børsmæglerfilmen - "Wall Street" som mini-Amerika. Ligesom i Eddie Murphys kassesucces "Bossen og Bumsen" fra 1983, er tanken, at der blandt de hårdhudede børsmæglere eksisterer et "old boys network" - et særligt netværk blandt de hvide overklassemænd med den rigtige uddannelse og de rigtige manerer. Denne ondskabsfulde sammensværgelse kommer Laurel Ayres (Whoopi Goldberg) til at bide skeer med i "Halløj på Wall Street". Hun er intet mindre end en genial børsmægler - hårdtarbejdende og seriøs, men bliver ved en forfremmelse forpasset til fordel for en ung, uduelig fløs. Da han fortæller hende sandheden, at hun aldrig nogensinde vil blive til noget, fordi hun er kvinde, starter hun sit eget mæglerfirma. Men på trods af hendes geniale evner, vil finansmogulerne først handle med hende, da hun i et desperat øjeblik opfinder den ikke-eksisterende partner Robert S. Cutty. Han bliver den nye sentation på Wall Street, men hvad gør Laurel når kunderne forlanger at møde ham? Gæt selv, men det ender jo nok med en hvid maske og et par lange bukser, hvaba?
Forudsigelig desperation
Komikken i "Halløj på Wall Street" består dels i Laurel Ayres stadigt mere desperate krumspring for at holde Cuttys non-identitet hemmelig, samt en letkøbt satire over børsfolkenes tåbelige fordomme. Det er til tider morsomt, men det store problem er, at man simpelthen ikke tror et øjeblik på historien: Den utrolige kamel, at garvede børsfolk siger nej til en åbenlyst genial handel, kan lige glide ned - ellers ville der slet ikke være nogen historie. Men det bliver helt slemt når sekrætæren Sally Dugan (spillet af altid klynkende Diane Wiest, der har gjort Robert De Niro i "Raging Bull"-kunsten efter, og taget 30 kilo på til rollen) i sin fritid kan opfinde et genialt computerprogram, der kan holde rede på alle firmaets oplysninger, eller når filmen vil have os til at tro på, at det ekcentriske computergeni Aesop Franklin (Bebe Neuwirth), der har opfundet et computerprogram, der fejer internettet af banen, har alle sine papirer rodet sammen i en kuffert. "Halløj på Wall Street" gør sig alt for store og langsommelige anstrengelser for at tilrettelægge de rette sentimentale og politisk korrekte travere (det er det indre der tæller, blind høne kan også finde korn osv.) at al troværdighed går fløjten, og hvad er så egentligt pointen? Så hjælper det ikke meget, at Eli Wallach (der spillede 'den grusomme' i Sergio Leones "Den gode, den onde og den grusomme") er skæg som den højtråbende finansfyrste Donald Fallon, men det er lige før, han gør filmen værd at se.
Whoopi Goldberg er som 'den sjove, sorte kvinde' en institution i amerikansk underholdning. Med en institution menes noget lidt tungt og uinspireret, men også velkendt og trygt. For at bevare institutionen vælger hun åbenbart sine film med omhu - de er ihvertfald ikke til at skelne fra hinanden: Jævne, hyggelige komedier (Whoopi er jo sjov) med et lille, optimistisk hip til folks fordomme (Whoopi er jo sort kvinde). "Halløj på Wall Street" er ingen undtagelse.
Børsmæglerne vender tilbage
"Halløj på Wall Street" (originaltitlen "The Associate" er tydeligvis fordansket for at spille på storsuccesen "Halløj i klostret"), genopliver en genre, man håbede var død og begravet med udgangen af 80'erne: Børsmæglerfilmen - "Wall Street" som mini-Amerika. Ligesom i Eddie Murphys kassesucces "Bossen og Bumsen" fra 1983, er tanken, at der blandt de hårdhudede børsmæglere eksisterer et "old boys network" - et særligt netværk blandt de hvide overklassemænd med den rigtige uddannelse og de rigtige manerer. Denne ondskabsfulde sammensværgelse kommer Laurel Ayres (Whoopi Goldberg) til at bide skeer med i "Halløj på Wall Street". Hun er intet mindre end en genial børsmægler - hårdtarbejdende og seriøs, men bliver ved en forfremmelse forpasset til fordel for en ung, uduelig fløs. Da han fortæller hende sandheden, at hun aldrig nogensinde vil blive til noget, fordi hun er kvinde, starter hun sit eget mæglerfirma. Men på trods af hendes geniale evner, vil finansmogulerne først handle med hende, da hun i et desperat øjeblik opfinder den ikke-eksisterende partner Robert S. Cutty. Han bliver den nye sentation på Wall Street, men hvad gør Laurel når kunderne forlanger at møde ham? Gæt selv, men det ender jo nok med en hvid maske og et par lange bukser, hvaba?
Forudsigelig desperation
Komikken i "Halløj på Wall Street" består dels i Laurel Ayres stadigt mere desperate krumspring for at holde Cuttys non-identitet hemmelig, samt en letkøbt satire over børsfolkenes tåbelige fordomme. Det er til tider morsomt, men det store problem er, at man simpelthen ikke tror et øjeblik på historien: Den utrolige kamel, at garvede børsfolk siger nej til en åbenlyst genial handel, kan lige glide ned - ellers ville der slet ikke være nogen historie. Men det bliver helt slemt når sekrætæren Sally Dugan (spillet af altid klynkende Diane Wiest, der har gjort Robert De Niro i "Raging Bull"-kunsten efter, og taget 30 kilo på til rollen) i sin fritid kan opfinde et genialt computerprogram, der kan holde rede på alle firmaets oplysninger, eller når filmen vil have os til at tro på, at det ekcentriske computergeni Aesop Franklin (Bebe Neuwirth), der har opfundet et computerprogram, der fejer internettet af banen, har alle sine papirer rodet sammen i en kuffert. "Halløj på Wall Street" gør sig alt for store og langsommelige anstrengelser for at tilrettelægge de rette sentimentale og politisk korrekte travere (det er det indre der tæller, blind høne kan også finde korn osv.) at al troværdighed går fløjten, og hvad er så egentligt pointen? Så hjælper det ikke meget, at Eli Wallach (der spillede 'den grusomme' i Sergio Leones "Den gode, den onde og den grusomme") er skæg som den højtråbende finansfyrste Donald Fallon, men det er lige før, han gør filmen værd at se.
19/11-2018
