Tror du på spøgelser?
3.0
Anmelderen er stødt på nogle stykker af slagsen...
I Robert Altman's "The Player" forsøger en række unge håbefulde forfattere at sælge deres manuskripter til en kynisk Hollywoodproducent. Deres taktik er at præsentere idéen som en blanding af tidligere tiders kassesucceser - for klingende mønt er det eneste, der klinger rent i producentens øre.
"Casper" er designet ud fra denne tankegang - den er et opkog af gammelkendte og velafprøvede Hollywood-blockbusters, og jeg forestiller mig forfatterens salgstale: "Casper har det hele: Askepot møder Ghost møder Addams Family møder Frankenstein møder E.T. møder ..."
Filmen gør selv gladeligt opmærksom på alle sine tyverier -og jeg føler nu en gysen løbe gennem internettet: det er postmodernismen - det store spøgelse, alle taler om, men ingen har set - der har været på spil igen.
Filmen udfolder sig omkring Kat (Christina Ricci) og hendes far James Harvey (Bill Pullman). Han er 'spøgelsespsykolog' - ifølge hans teorier går spøgelser igen, fordi de stadig har uafsluttede gøremål i livet. Hans speciale er at hjælpe dem, der er strandet i et ingenmandsland mellem liv og død, over på den anden side.
Derfor bliver han kontaktet af den griske og hensynsløse Carrigan Crittenden (Cathy Moriarty). Hun har nemlig arvet et gammelt slot, der i bedste transsylvanske design hjemsøges af tre særdeles genstridige gespenster.
Kat og faderen flytter ind på slottet, og snart viser det sig, at der også er et fjerde spøgelse - Casper - som er et venligt spøgelse. Kat og Casper bliver hurtigt venner, men den lede Carrigan dukker snart op igen og vil gøre livet - og døden! - sur for alle andre end sig selv.
Efterhånden er de største stjerner i Hollywood blevet computergrafiske fantasifostre som Roger Rabbit, The Mask, T-1000 fra Terminator 2 og nu endelig Casper. Man må lade de herrer programmører, at de kan deres kram. De formår at skabe en nærmest perfekt illusion af, at deres computergenererede spøgelser faktisk fløj de levende skuespillere om ørerne, mens kameraerne stadig rullede.
Faktisk leveres det bedste skuespil i filmen af Casper og den kønne, charmerende og snusfornuftige Christina Ricci. Voksenrollerne er urimeligt overstyrede som i en gennemsnitlig amerikansk komedie, og man overraskes ikke længere over, at de computerskabte udgaver af Bill Pullman og Cathy Moriarty spiller med større dybde og indlevelse end originalerne.
"Casper" er en postmodernistisk familiefilm, der efterlader et spøgelsesagtigt ekko af, hvad denne genre kunne engang. Men selvfølgelig skal ungerne ind at opleve det sidste nye, film- og computerindustrien kan præstere, og min trøst til deres voksne ledsagere skal være: Hvis man et øjeblik læner sig tilbage i biografsædet, tillader sig selv at nyde oplevelsen og husker på filmens forsikring om, at der også findes venlige spøgelser - det være sig postmodernismen eller en genganger af en eventyrfilm - så kan man rent faktisk nå både at more sig, blive forskrækket, spændt og rørt, i de par timer turen varer.
I Robert Altman's "The Player" forsøger en række unge håbefulde forfattere at sælge deres manuskripter til en kynisk Hollywoodproducent. Deres taktik er at præsentere idéen som en blanding af tidligere tiders kassesucceser - for klingende mønt er det eneste, der klinger rent i producentens øre.
"Casper" er designet ud fra denne tankegang - den er et opkog af gammelkendte og velafprøvede Hollywood-blockbusters, og jeg forestiller mig forfatterens salgstale: "Casper har det hele: Askepot møder Ghost møder Addams Family møder Frankenstein møder E.T. møder ..."
Filmen gør selv gladeligt opmærksom på alle sine tyverier -og jeg føler nu en gysen løbe gennem internettet: det er postmodernismen - det store spøgelse, alle taler om, men ingen har set - der har været på spil igen.
Filmen udfolder sig omkring Kat (Christina Ricci) og hendes far James Harvey (Bill Pullman). Han er 'spøgelsespsykolog' - ifølge hans teorier går spøgelser igen, fordi de stadig har uafsluttede gøremål i livet. Hans speciale er at hjælpe dem, der er strandet i et ingenmandsland mellem liv og død, over på den anden side.
Derfor bliver han kontaktet af den griske og hensynsløse Carrigan Crittenden (Cathy Moriarty). Hun har nemlig arvet et gammelt slot, der i bedste transsylvanske design hjemsøges af tre særdeles genstridige gespenster.
Kat og faderen flytter ind på slottet, og snart viser det sig, at der også er et fjerde spøgelse - Casper - som er et venligt spøgelse. Kat og Casper bliver hurtigt venner, men den lede Carrigan dukker snart op igen og vil gøre livet - og døden! - sur for alle andre end sig selv.
Efterhånden er de største stjerner i Hollywood blevet computergrafiske fantasifostre som Roger Rabbit, The Mask, T-1000 fra Terminator 2 og nu endelig Casper. Man må lade de herrer programmører, at de kan deres kram. De formår at skabe en nærmest perfekt illusion af, at deres computergenererede spøgelser faktisk fløj de levende skuespillere om ørerne, mens kameraerne stadig rullede.
Faktisk leveres det bedste skuespil i filmen af Casper og den kønne, charmerende og snusfornuftige Christina Ricci. Voksenrollerne er urimeligt overstyrede som i en gennemsnitlig amerikansk komedie, og man overraskes ikke længere over, at de computerskabte udgaver af Bill Pullman og Cathy Moriarty spiller med større dybde og indlevelse end originalerne.
"Casper" er en postmodernistisk familiefilm, der efterlader et spøgelsesagtigt ekko af, hvad denne genre kunne engang. Men selvfølgelig skal ungerne ind at opleve det sidste nye, film- og computerindustrien kan præstere, og min trøst til deres voksne ledsagere skal være: Hvis man et øjeblik læner sig tilbage i biografsædet, tillader sig selv at nyde oplevelsen og husker på filmens forsikring om, at der også findes venlige spøgelser - det være sig postmodernismen eller en genganger af en eventyrfilm - så kan man rent faktisk nå både at more sig, blive forskrækket, spændt og rørt, i de par timer turen varer.
19/11-2018
